Om bare en uges tid starter såningen af vinterraps, der som hovedregel skal sås fra den 10. til den 25. august for at opnå det bedste udbytte. Sås vinterrapsen efter 1. september, risikerer man ifølge rådgivningstjenesten et udbyttetab på op til 10 procent alt efter omstændighederne.

Omhyggelig og rettidig etablering af vinterrapsen er forudsætningen for et stort udbytte. Bekæmpelsen af ukrudt er også vigtig, og da udvalget af bekæmpelsesmidler mod tokimbladet ukrudt er meget begrænset, er det klogt allerede før såningen at lægge en strategi for, hvordan ukrudtet skal bekæmpes.

Ifølge landskonsulent Christian Haldrup, Landscentret, Planteavl, bør bekæmpelse af ukrudt i vinterraps primært rettes mod burresnerre, fuglegræs, hyrdetaske, kamille og græsukrudt.

- Agersennep og valmue kan optræde voldsomt, men kan ikke bekæmpes med kemiske midler, påpeger konsulenten, som tilføjer, at spildplanter af vinterbyg generelt bør bekæmpes, mens spildplanter af hvede, vårbyg eller frøgræs også kan føre til, at landmanden må en tur i marken med sprøjten.

Devrinol 45 FC har god virkning imod kamille, fuglegræs, vindaks og enårig rapgræs. Command CS kan anvendes indtil tre dage efter såning og har god virkning mod hyrdetaske, burresnerre, fuglegræs, kanille, tvetand, ærenpris og enårig rapgræs.

- Et godt såbed uden knolde og med passende fugtighed fremmer midlernes effekt, understreger Christian Haldrup, men tilføjer, at man på humusrige jorde må regne med en nedsat effekt.

Hvis ploven er sat på aftægt, er direkte såning i kornstubben også en mulighed. Rester af halm og stub skal spredes og ikke ligge i klatter, og jorden skal være tilpas løs i 10-15 centimeters dybde, så planten har mulighed for at etablere en tyk og dybtsiddende rod.

- Ved direkte såning skal stubmarkens ukrudt bekæmpes, påpeger Christian Haldrup og tilføjer, at der for at sikre effekten bør gå et døgn fra sprøjtning til såning.

Mod tokimbladet ukrudt og græsukrudt giver glyphosatholdige midler som Roundup Bio eller Touchdown Premium ifølge konsulenten den bedste effekt til prisen.

Efter fremspiring anbefaler Christian Haldrup, at spildkorn og græsser bekæmpes med Fusilade eller Agil allerede i september. Fra sidst i oktober kan spildkorn, græsukrudt og fuglegræs bekæmpes med Kerb 500 SC. Kamille kan bekæmpes med Matrigon – eventuelt i blanding med Kerb 500 SC.

- Hvis vinterraps etableres efter brak, må kemiske midler først anvendes efter 31. august, påpeger Christian Haldrup. Det betyder, at der først kan bekæmpes ukrudt efter den 1. september. Derfor anbefaler konsulenten at man sår korn efter brak, hvor mulighederne for ukrudtsbekæmpelse er betydelig bedre.

- Forsøgene viser blandt andet, at rapsen er i stand til at yde agersennep og hyrdetaske bedre konkurrence, når disse kun optræder i rækken og ikke imellem rækkerne, fortæller Christian Haldrup. Rækkesåning på 50 centimeters afstand og radrensning er derfor en god mulighed på arealer, hvor agersennep og hyrdetaske er dominerende. Normalt skal der gennemføres to radrensninger om efteråret.

Risiko for kålbrok kan nedsættes ved sædskifte med mindst fire frie år mellem dyrkning af raps og andre kålarter. Er man først løbet ind i problemet, er et længere ophold nødvendigt, da svampen kan overleve cirka 18 år i jorden.

Storknoldet knoldbægersvamp kan ved hyppig rapsdyrkning og i år med megen nedbør omkring blomstring være meget tabsvoldende. Eventuel forebyggelse skal udføres i fuld blomstring ved begyndende fald af de gule kronblade. Folicur 250 EW eller Amistar har effekt..

Lys bladplet og til dels rodhalsråd kan forebygges ved sortsvalget.

Skulpesvamp kan blive et problem ved fugtigt vejr efter blomstring. Bekæmpelse er sjældent rentabel, men når der er behov, skal der sprøjtes med Folicut 250 EW

Når det gælder skadedyr kan trips og jordlopper angribe i fremspiringsfasen, men bejdsning har normalt tilstrækkelig effekt. Ved kraftige angreb af rapsjordlopper kan bekæmpelse dog være nødvendig. Lopperne og deres larver bekæmpes med et godkendt pyrethroid.

Glimmerbøsser kan i visse år skade vinterrapsen. Ved begyndende blomstring er bekæmpelse kun aktuel ved meget kraftige angreb i størrelsesordenen over 20 glimmerbøsser per plante. Godkendte pyrethroider anvendes indenfor de tilladte tidsfrister.

Skulpesnudebiller kan skade ved at danne indfaldsveje for skulpegalmyg. Billerne bekæmpes, når der er mere end fem skulpesnudebiller per plante.