Imidlertid er den verdensberømte tyr nu ikke længere i stalden på Lykkenssæde. På sin 8 års fødselsdag i tirsdags måtte den aflives efter et tiltagende gangbesvær, grundet en gammel skade i det ene forben. Af etiske grund skete aflivningen med en overdosis sovemiddel.

I sin tid købte Kvægavlsforeningen Fyn tyrekalven, der var resultat af en ægtransplantation på en særdeles god SKÆ Hede-datter, af gårdejer Niels Kirk Nielsen, Vandborg ved Lemvig, og siden 1994 har Lemvig-tyren været opstaldet i Fangel.

Med ikke mindre end 282.000 sædportioner à hver ca. 7,5 millioner sædceller har tyren indenfor kvægavl sat danmarksrekord, og økonomisk har tyren indtjent ikke mindre end 9 millioner kroner gennem sædsalg verden rundt.

- Dansk Jersey er meget taknemmelig over det bidrag, FYN Lemvig har ydet racen både avlsmæssigt som økonomisk, siger avlsleder Peter G. Larson og oplyser, at tyren havde den suverænt bedste avlsværdi for malkeorganer på den internationale ydelsesliste lige frem til sin død.

- Der findes stadig et stort lager over 58.000 sædportioner efter Lemvig, og lagerets værdi er bestemt ikke blevet mindre efter tyrens afgang, forsikrer avlslederen.

Næste år i juni er Dansk Jersey vært for Verdensjerseyforeningens internationale kongres - med base på Hotel H.C. Andersen i Odense, og i den forbindelse vil der kunne præsenteres lange rækker af gode Lemvig-døtre for gæsterne fra hele verden.