Landbrugets Samfundskontakt Fyn har på et udvalgsmøde i forrige uge valgt ny formand som afløser for Gunnar Landtved, der har trukket sig i forbindelse med, at han er blevet valgt til borgmester i Ryslinge Kommune.

Den nye formand er gårdejer Kristian Nielsen, Ølsted i Broby Kommune. Kristian Nielsen driver et landbrug på ca. 100 ha, og han har en besætning på ca. 85 årskøer, hovedsageligt SDM.

I samfundskontaktudvalget repræsenterer Kristian Nielsen Mejeriforeningen. Han har været medlem af Landbrugets Samfundskontakt Fyn siden 1994 og er i dag det udvalgsmedlem med den største anciennitet.

- Der ud over viser vi flaget på Det fynske Dyrskue, vi arrangerer »Grøn Søndag« i september, og så laver vi en gang imellem debatmøder som det om »Rent Vand« på Dalum Landbrugsskole i onsdags – samt mange andre aktiviteter.

- Vi tror, at sådanne arrangementer, hvor folk fra andre dele af samfundet har mulighed for at komme i nærkontakt med det praktiske landbrug, virker bedre end reklamekampagner. Vi vil kort sagt give folk oplevelser i stedet for slogans i medierne. Men, understreger Kristian Nielsen, det kræver ressourcer. Blandt andet fordi det med landbrugets travle hverdag bliver stadig sværere at finde nok frivillige til arbejdet.

Der var fuldt hus i festsalen på Dalum Landbrugsskole onsdag aften, da Landbrugets Samfundskontakt Fyn, Danske Vandværkers Forening, Dalum Landbrugsskole og De Fynske Vandværker havde indbudt til debataften om »Rent Vand«.

Tidligere miljøminister Svend Auken MF (S) havde meldt afbud. I hans sted deltog Christian Ege fra Økologisk Råd i panelet, der desuden omfattede formanden for Fyns Amts Trafik- og Miljøudvalg, Poul Weber (V), viceformand i Landboforeningerne, Henrik Høegh, direktøren for Danske Vandværkers Forening, Anders Bækgaard, advokat i Det fynske Landbocenter, Peter Skjødt, og professor ved Danmarks JordbrugsForskning, Arne Helveg. Rektor for Syddansk Universitet Odense, Jens Oddershede, havde hvervet som en myndig og vidende ordstyrer.

- Det blev en god aften med en god debat, siger Kristian Nielsen, Broby, der som nyvalgt formand for Landbrugets Samfundskontakt Fyn fik sin (vand)dåb som mødearrangør.

- Personligt tror jeg egentlig på, at man er ved at have styr på tingene, siger Kristian Nielsen. Som landmand kan man være betænkelig ved alle de områder, der i dag udpeges som særligt følsomme. Der må nogle klarere regler til. Man regner med at problemområderne udgør 4-5 procent af det samlede areal. Det ville være godt, hvis man hurtigt kunne få disse områder udpeget. Med de nuværende regler er mange landbrug låst fast.