Det var ikke givet på forhånd, at fusionen mellem Agri Nord og LandboNord ville give et flot plus på bundlinjen allerede efter første år, men ikke desto mindre er det en realitet, og det får medlemmerne af landboforeningen Agillix nu at mærke.

Samlede indtægter i koncernen landede på hele 364 millioner kroner med et overskud før skat på 11,1 millioner kroner og efter skat på 8,5 millioner kroner. Et nettoresultat, der nu kommer medlemmerne til gode i form af en bonus på 4,5 millioner kroner.

Administrerende direktør i Agillix, Uffe Bertelsen, glæder sig også over, at det allerede i første år efter fusionen er muligt at sende en stor del af overskuddet direkte tilbage til ejerne. Det sker i form af 1.000 kroner i medlemsbonus pr. aktivt medlem af Agillix, og derudover får det enkelte medlem en omsætningsbestemt rabat opgjort på baggrund af den enkeltes samhandel med Agillix.

- Efterspørgslen på vores specialiserede og uvildige rådgivning er stor, og vores mål er at give vores kunder det overskud af viden og administration, de har brug for til at skabe vækst i deres virksomheder. Derfor er vi også opmærksomme på vores kunders behov. I øjeblikket er det blandt andet rådgivning i forbindelse med den grønne trepart, som fylder. Derfor har vi lavet en enhed i Agillix, hvor flere kunder har fået specialiseret rådgivning på netop det område, siger Uffe Bertelsen.

Medlemsbonus er blot en af mange fordele, man nyder godt af ved at være medlem af landboforeningen Agillix, der i øjeblikket er Danmarks anden største målt på antallet af medlemmer.

I forbindelse med fusionen fik Agillix etableret et politisk sekretariat, der lige nu blandt andet varetager medlemmernes interesser i tre lokale treparter: Nordlige Kattegat/Skagerrak, Mariagerfjord og Limfjorden.

Business