- Siden Odense Å omkring 1960 blev reguleret, er de arealer, hvorfra vandet strømmer direkte til vandløbene i å-systemet, blevet betydeligt større. Det drejer sig blandt andet om vand fra befæstede arealer som veje og pladser samt tagvand fra bygninger.

- Mens regnvandet på disse arealer, som nu er befæstede eller bebyggede, tidligere sank ned i jorden og derved blev forsinket på dets vej til vandløbene, løber det nu betydeligt hurtigere til de pågældende vandløb. Mange steder er der ganske vist etableret forsinkelsesbassiner, men i perioder med meget regn er disse slet ikke store nok.

- Det betyder, at vandløbenes kapacitet skal være større for hurtigt at kunne lede vandet væk. Og da kapaciteten tværtimod – som følge af den såkaldte »miljøvenlige vedligeholdelse« - snarere er blevet mindre, oplever vi i disse år den ene gang efter den anden, at vandløbene går over deres bredder og oversvømmer de omkringliggende marker – med store skader til følge.

Jørgen Christensen kan med mange hundrede fotografier, optaget gennem en længere årrække, dokumentere, at Odense Å masser af gange – især i efterårs- og vintermånederne – er gået over sine bredder, fordi åen ikke længere har den fornødne kapacitet til at lede vandet væk hurtigt nok.

- Dengang for 40-50 år siden, da åen blev reguleret, kunne man ikke forudse, at vejene i løbe af nogle år ville blive så store, og at de befæstede arealer ville vokse så meget, påpeger Jørgen Christensen. Bare her i Broby Kommune er veje og bebyggede arealer vokset kolossalt i løbet af disse år.

- Det må man tage højde for – og sørge for, at få vandløbene passet til, så de kan aftage vandet. Alle steder – ikke kun her omkring Odense Å - klager man over, at vandløbene ikke kan tage vandet, når vi er inde i en regnperiode.

- Det begyndte at blive et problem midt i 1980’erne, da man indledte den »miljøvenlige« vedligeholdelse af vandløbene, fastslår Jørgen Christensen. Tidligere var de lave jorde langs åen dem, der først var klar til at så om foråret. Nu er de oversvømmet stort set hver vinter, og nu er det de sidste marker, vi kan komme på.

- Siden de store oversvømmelser i efteråret 1994 har vi måttet sætte kontraventiler på nogle af vore drænudløb. Ellers presser åen vandet tilbage gennem drænrørene og op i markerne. Men det løser ikke problemet, som desuden forstærkes af, at gennemløbet er for lille ved flere af broerne, hvilket også medvirker til at opstemme vandet.

- Der er flere årsager til, at situationen har været speciel her i vinter, påpeger Poul Weber. For det første har vintermånederne budt på ekstremt høje nedbørsmænder. For det andet var de drænsprojekter og vandløbsreguleringer, som blev udført i 1950’erne og 60’erne – blandt andet ved Odense Å – dimensioneret til at skulle afvande markerne i vækstperioden, som dengang primært var i sommerhalvåret.

- Dengang lå de lave arealer langs vandløbene i vid udtrækning med græs. Senere er landbrugsdriften blevet ændret. De lave arealer er blevet opdyrket, og dyrkningen af vintersæd er udvidet markant. Det betyder, at der i stedet for græs nu ofte står en afgrøde, der ikke kan tåle oversvømmelse.

- Det er klart, at amtet skal leve op til vandløbsregulativerne. De er beregnet til, at vandløbene stadig skal kunne afvande de omkringliggende arealer. Hvis vi ikke lever op til regulativerne, er der naturligvis et problem.

- Hvor meget det betyder, at vandet fra de større befæstede arealer kommer hurtigere til vandløbene, tør jeg ikke svare på. Men, understreger Poul Weber, hvis man mener, at forudsætningerne er ændrede, og at vandløbene ikke lever op til det, de skal, så er jeg selvfølgelig klar til at tage et møde om det med lodsejerne og andre involverede. Men jeg ser ikke nogen hurtig løsning på problemet.