Rekord-nedbør skaber udfordringer: Gamle dræn kan ikke følge med nutidens krav

Efter rekordregn i år spørger mange landmænd sig selv: Kan de gamle dræn stadig klare presset, eller er det nu, der skal investeres i fremtidens løsninger?

2024 kan være på vej til at sætte ny nedbørsrekord i Danmark. Således havde DMI i de første ni måneder registreret 760,4 mm nedbør, hvilket er 130 mm mere end 2023, der ellers satte rekord.

Den megen nedbør har sat sine spor i de danske landmænds marker. Efter forsinkede forårsarbejder og tab af afgrøder, er det blevet tydeligt, at de eksisterende drænsystemer, der ligger mange steder, ikke længere er effektive nok.

Gamle systemer - nye udfordringer

Ifølge Ole Schou, der er planteavlskonsulent i VKST skyldes det især, at mange af drænene har nået en alder, hvor de ikke længere fungerer optimalt.

- Rigtig mange af markernes dræn er mellem 60 og 80 år gamle og lavet af lerrør, som ikke holder evigt. Derudover er de gamle dræns dimensioner langt fra tilstrækkelige i forhold til nutidens mere ekstreme vejrforhold, forklarer han.

Det er dog ikke kun vejrforholdene, der udfordrer de aldrende drænsystemer. Moderne landbrugsmaskiner er væsentligt tungere end dem, der blev brugt for 60-80 år siden, da de fleste af de eksisterende dræn blev etableret.

- Belastningen fra tunge maskiner er væsentligt større nu, end da drænene oprindeligt blev lagt, siger Ole Schou og tilføjer, at den ekstra vægt kan betyde, at drænrørene falder sammen over tid.

Samtidig bliver mange af de naturlige afløb, såsom åer og vandløb, ikke vedligeholdt godt nok, hvilket resulterer i dårlig afledning af drænvandet.

- Afledningen af drænvandet bliver ofte hæmmet af åer og vandløb, som ikke bliver vedligeholdt. Eller det afledes over naboens terræn, hvor vandafledningen heller ikke er optimal, fortæller Ole Schou og understreger, at det er et udbredt problem i mange områder.

En dyr men nødvendig investering

Konsekvenserne af dårligt drænede marker kan være store. I foråret oplevede mange landmænd, at deres marker ikke kunne bearbejdes rettidigt efter vedvarende regn, og såningen blev forsinket med flere uger.

- På marker, der ikke var tilstrækkeligt drænet, blev såningen forsinket med op til fire-fem uger, siger Ole Schou og fortsætter:

- Det har en stor betydning for både udbytte og kvaliteten af afgrøderne. For eksempel kan en udsætning af såning på fire uger koste op mod 3-4.000 kr. pr. hektar i maltbyg, tilføjer han.

Det kan være en overvejelse værd for landmænd, som ellers har holdt de gamle dræn i gang med reparationer, at skifte drænene ud. Men det er dyrt og kræver nøje overvejelse.

- Ny-dræning er en dyr investering, ofte mellem 20-25.000 kr. pr. hektar, lyder det fra Ole Schou.

Seminar på vej

Men på længere sigt kan en sådan investering være nødvendig for at undgå de tab, som dårligt fungerende dræn kan forårsage, uddyber han.

- Problemerne er ofte, at de gamle drænrør i tidens løb falder sammen, eller der er ikke kendskab til placeringen af rørene, og kapaciteten er for lille til de større regnmængder, slutter planteavlskonsulenten.

Tirsdag afholder VKST seminar om dræning, der opdaterer landmænd og interesserede på de nyeste metoder inden for dræning for at optimere både udbytte og effektivitet.

Læs også