Åben Gedestald vender tilbage

Man kan se seks af de ni forskellige gederacer, der findes i Danmark, når 13 gedeavlere i samarbejde med Dansk Gede Union den 1. august slår stalddørene op. 

Fælles for alle de nævnte racer er, at de holdes af dedikerede hobbyavlere, med alt mellem 2 og 20 geder, som glæder sig til at vise deres dyr frem og fortælle om racens muligheder og egenskaber. Der er tale om  dansk landraceged, boerged, mohairged, dværgged, walliserged og dansk nubisk ged.

På grund af coronapandemien blev arrangementet sidste år flyttet til september, hvor det tidligere har været afholdt i foråret. Og det har vist sig at være en god ide, så derfor afholdes arrangementet denne søndag.

- Åben Gedestald er gået hen og blevet en hyggelig tradition for gedeavlere i Dansk Gede Union. Hvad der startede som et lille arrangement med blot fire åbne stalde i 2016, har siden udviklet sig således, at der i år er 13 åbne stalde, som kan besøges, siger Lars Arnvig, der er gedeavler, og deltager for femte gang i arrangementet.

- Overvejer man at blive gedeavler, er det en enestående chance for at se geder af en race, der passer til de forhold og forventninger, man måtte have, og hente inspiration til indretning af stalde og folde. Og er man ikke spirende gedeavler, så kom bare alligevel og tag hele familien med. Vi håber, at vi med afholdelse af Åben Gedestald i skolernes ferie vil få besøg af mange, som ferierer i sommerlandet, siger han.

Adresserne på Åben Gedestald-arrangementerne kan ses på Dansk Gede Unions hjemmeside.

Læs også