Sønderjysk familievirksomhed bliver JCB-forhandler
Brøns Group har netop indgået aftale med Kaj Homilius A/S i Hellevad ved Rødekro om at blive ny forhandler af JCB-maskiner til landbruget. Den nye forhandler har allerede fået ny JCB-maskinpark hjem og tager ud og demonstrerer maskinerne fra 1. maj.

Fra venstre: Erik Jensen, den ansvarlige sælger af JCB ved Kaj Homilius A/S, Jimmi Ravnborg, der er salgschef for JCB-maskinerne hos Brøns Group og Finn Homilius, som er medindehaver hos Kaj Homilius A/S. Foto: Brøns Group
Brøns Group ved Skærbæk har netop indgået aftale med JCB-forhandler nummer 18 i Danmark: Kaj Homilius A/S i Hellevad ved Rødekro, som siden 1982 har været Fendt-forhandler. JCB er bl.a. kendt for sit program af læssemaskiner, som styrker forhandlerens bredde i maskinsortimentet.
- Vi har længe kigget efter en dygtig forhandler i Sønderjylland, og Kaj Homilius A/S er kendt og anerkendt for at være dygtig til at servicere kunderne, siger Jimmi Ravnborg, der er salgschef for JCB-maskinerne hos Brøns Group i en pressemeddelelse.
- En solid familievirksomhed, der går »all in« for, at kunderne skal have en god oplevelse med de maskiner, de køber og får serviceret. Kaj Homilius A/S er den helt rigtige til at sikre en langt større udbredelse af JCB-maskiner i Sønderjylland, tilføjer han.
Bestil demonstration af maskiner derhjemme
De første fem maskiner er på vej til Kaj Homilius A/S: Teleskoplæsser, to minilæssere, gummiged og gummiged med teleskoparm.
Alle interesserede er velkomne i forretningen, hvor de kan høre meget mere om JCB-maskinerne og bestille demonstration af maskinerne derhjemme fra 1. maj. Forhandleren viser også de nye JCB-maskiner frem på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa den 23.-24. maj.
- Vi glæder os til at blive JCB-forhandler, da det er et kendt mærke med et stærkt program af kvalitetsmaskiner. Allerede nu har vi reservedele på lager, så vi med det samme også kan yde service og lave reparationer for vores kunder, som er alt fra landmænd og maskinstationer til hobbyfolk, siger Finn Homilius.
Solid familievirksomhed med lang historie
Kaj Homilius A/S drives i dag af børnene: Finn, Erik samt Lone. Kaj Homilius, som købte forretningen i 1967, er stadig at finde i forretningen, hvor hans kone Gerda også stadig hjælper til.
Familievirksomheden har snart været 60 år i branchen og sætter pris på at arbejde med et anerkendt mærke som JCB, som har rødder helt tilbage til 1945. Brøns Group har importeret JCB til landbruget siden 2020.
- Vores kunder er afhængige af deres maskiner hver eneste dag, og derfor er høj driftssikkerhed en nødvendighed, og det er JCB-maskinerne kendt for. Og så kan JCB-programmet opfylde manges behov, da de har alt inden for læssemaskiner, helt fra små minilæssere til store gummigeder, siger Finn Homilius.
- For os er det ikke mindst vigtigt at få styrket vores sortiment inden for læssemaskiner, som efterspørges af alt fra kvæglandmanden til maskinstationen, tilføjer han.
Plads til flere forhandlere
Kaj Homilius A/S er Brøns Groups forhandler af JCB-maskiner nummer 18. Brøns Group har specialiseret sig i import af JCB-maskiner til landbruget.
- Vi går efter at vokse i Brøns Group. Derfor er vi rigtig glade for at byde velkommen til endnu en dygtig forhandler som Kaj Homilius A/S, siger Jimmi Ravnborg og fortsætter:
- Efterspørgslen er rigtig god efter maskinerne, og derfor har vi stadig plads til dygtige JCB-forhandlere, bl.a. i Nordsjælland og på Djursland.