DLPI og VikingDanmark samler kræfterne om plastindsamling
Et nyt partnerskab mellem DLPI og VikingDanmark skal sikre en mere effektiv håndtering og genanvendelse af landbrugsplast og plastemballage.

DLPI og VikingDanmark har indgået et samarbejde om en indsamlingsordning for plastemballage og landbrugsplast. Foto: Dakofo
Dansk LandbrugsPlast Indsamling (DLPI) har indgået et tæt samarbejde med VikingDanmark om en fælles indsamlingsordning for plastemballage og landbrugsplast.
Det melder begge parter i en fælles pressemeddelelse.
Med VikingDanmarks indmeldelse i DLPI samles kræfterne i én samlet brancheløsning, der både skal håndtere ensilage- og wrapfolier samt plastemballage fra landbrug og virksomheder.
Bestyrelsesformand i DLPI Jakob Helm Larsen glæder sig over det nye samarbejde.
- Sammen lancerer vi én samlet brancheløsning, hvor vi udnytter synergierne og de kompetencer, vi hver især bringer til bordet. Én fælles løsning, som er skabt i og for landbruget, gør det nemt og effektivt for landmænd og virksomheder, at tage ansvar for udsortering af plast og emballage, siger Jakob Helm Larsen, DLG og bestyrelsesformand DLPI.
Også VikingDanmark ser frem til samarbejde om plastindsamling, og VikingDanmark-direktør, Hans Peter Bay, fremhæver, at partnerskabet styrker arbejdet med cirkulære løsninger og gaver både landmænd og miljø.
- I VikShop Cirkulær, som er en del af VikingDanmark, har vi allerede god erfaring med indsamling af plastemballage og landbrugsplast, og vi deler DLPI’s vision om at lave en samlet og effektiv indsamlings- og genanvendelsesordning, siger direktøren.
Landbruget bruger årligt 12.000-15.000 ton plast, og indsatsen skal bidrage til de politiske mål om 50 procent genanvendelse i 2025 og 80 procent i 2030.