Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Grisefireparten får seks måneder til at komme med sine anbefalinger til fremtidens danske griseproduktion, når arbejdet begynder i januar 2027. Men inden da tager minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) og Folketingets dyrevelfærdsordførere rundt i landet for at hente viden og perspektiver på griseproduktionen.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse. Besøgene er en del af inspirations- og inddragelsesforløbet »Sammen om grisene«, som løber hen over vinteren.

Her skal ministeren og ordførerne blandt andet blive klogere på naboskabet til grisestalde, erfaringer fra økologisk og konventionel griseproduktion og mulighederne for at få mere dyrevelfærd på menuen. Erfaringerne skal samles i et inspirationskatalog, der skal indgå i grundlaget for firepartens arbejde.

Dyrevelfærd og konkurrencekraft

Christian Rabjerg Madsen fremhæver, at regeringen vil skabe en ny generation af dansk griseproduktion.

- Regeringen har en klar ambition om at skabe en ny generation af dansk griseproduktion, hvor dyrevelfærd, kvalitet og konkurrencekraft går hånd i hånd, siger ministeren.

Han vil blandt andet lytte til dem, der arbejder med grisene til daglig, samt forskere og dyrevelfærdsorganisationer.

- Derfor ser jeg frem til at tage på turné rundt i landet og tale åbent om, hvad der fungerer, og hvor skoen trykker, siger Christian Rabjerg Madsen.

Inden grisefireparten går i gang, skal en ekspertgruppe levere et diskussionsoplæg. Det skal blandt andet belyse de erhvervsøkonomiske, beskæftigelsesmæssige og dyrevelfærdsmæssige konsekvenser ved forskellige tiltag.

Inspirationskataloget skal supplere ekspertgruppens viden med konkrete eksempler og nye perspektiver. Herefter har fireparten frem til sommeren 2027 til at udarbejde sine anbefalinger.

PolitikGrisefirepart