Dagrofa er ny partner i Bælgfrugtspartnerskabet og tilfører tyngde i både detail og foodservice. Koncernen står bag kæder som Meny, Spar og Min Købmand samt en omfattende foodserviceforretning og rammer dermed en stor del af danskernes daglige indkøb og måltider.

Med optagelsen styrkes indsatsen for at gøre bælgfrugter til et mere naturligt valg. Detailhandlen spiller en nøglerolle, da omkring 80 procent af danskernes mad købes her, mens foodservice når bredt ud via millioner af daglige måltider.

- Vi er meget glade for at kunne byde Dagrofa velkommen i Bælgfrugtspartnerskabet. De er en stor spiller, der rammer rigtig mange danskere hver dag, så at de styrker deres indsats omkring bælgfrugter både i detail og foodservice, har en reel betydning. Vi ved fra vores årlige undersøgelse af danskernes viden og holdninger til bælgfrugter, at næsten halvdelen af danskerne mangler inspiration fra supermarkederne. Men her går kæder som Meny foran – og kan være med til at inspirere andre, siger Marie-Louise Boisen Lendal, direktør i Tænketanken Frej i en pressemeddelelse.

Dagrofa peger selv på ansvar og potentiale i at påvirke forbrugernes valg gennem pris, placering og inspiration.

- Som detailkæde er vi med til at forme danskernes indkøbskurv hver eneste dag – gennem pris, placering og inspiration. Det ansvar tager vi alvorligt. For os handler det ikke om at diktere kundernes valg, men om at gøre det lettere at vælge det, mange faktisk gerne vil: mere grønt og flere bælgfrugter i hverdagen. Når bælgfrugter både giver god smag, variation og ofte er et prisvenligt alternativ, oplever vi også, at kunderne vælger dem til. Derfor ser vi et stort potentiale i samarbejdet i Bælgfrugtspartnerskabet, siger Kristine Pilgaard, kommerciel direktør i Meny.

Også i foodservice ser koncernen vækstmuligheder.

- Som leverandør til foodservice inspirerer vi allerede vores kunder, fra lokale caféer til Michelin-restauranter, til at bruge flere bælgfrugter i menuen. Vi glæder os til at fortsætte og styrke denne indsats gennem Bælgfrugtspartnerskabet, så det bliver endnu nemmere for de professionelle køkkener at lave disse måltider, siger Marlene B. Lindegaard, Gastronomisk Udviklingschef, Dagrofa Foodservice.

Partnerskabet tæller nu over 80 aktører med ambition om at løfte både produktion og forbrug af bælgfrugter i Danmark.

Business