Trods stigende omsætning: Shell Biogas taber 697 mio.
Lave gaspriser og dyr biomasse presser tidligere Nature Energy trods en stigende omsætning.

Shell Biogas, tidligere Nature Energy, har 14 biogasanlæg i Danmark. Et af dem er i Brande. Arkivfoto
Biogaskoncernen Shell Biogas, tidligere kendt som Nature Energy, kom ud af 2025-regnskabet med et underskud på 697 millioner kroner efter skat.
Det beretter LandbrugsAvisen.
Årsrapporten viser, at omsætningen ellers steg fra 547 millioner kroner i 2024 til 830 millioner kroner i 2025.
Ifølge selskabet skyldes det store underskud især lav produktion, faldende gas- og certifikatpriser samt fortsat høje priser på biomasse. Samtidig blev planerne om flydende biogas på Nordliq-anlægget i Frederikshavn droppet, da projektet ikke længere blev vurderet økonomisk bæredygtigt.
Shell Biogas forventer også røde tal på bundlinjen i 2026-regnskabet, hvor man forventer et underskud på mellem 250 og 550 millioner kroner.
Siden 2022 har selskabet samlet tabt omkring 2,3 milliarder kroner.
Selskabet blev overtaget af Shell i 2023 i en handel til cirka 14 milliarder kroner og driver i dag 14 biogasanlæg i Danmark.



































