Vil styrke høstforretningen: Danish Agro henter nyt maskinmærke til Norden
Danish Agro Machinery udvider maskinprogrammet med tyske Hawe Wester, som selskabet fra 2027 får eneret til at importere og forhandle i Danmark, Sverige og Norge. Aftalen skal styrke koncernens position inden for høstlogistik og transportløsninger til det professionelle landbrug.

Danish Agro Machinery får eneret på Hawe Wester i tre nordiske lande og vil styrke salget af maskiner til høst og transport. Fotos: Danish Agro Machinery
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Danish Agro Machinery styrker sin position på det skandinaviske marked for landbrugsmaskiner med en ny importaftale.
Fra 1. januar 2027 bliver selskabet eksklusiv importør og forhandler af maskiner fra den tyske producent Hawe Wester i Danmark, Sverige og Norge.
Dermed føjer Danish Agro Machinery endnu et mærke til sin produktportefølje med særligt fokus på transport og logistik i forbindelse med høstarbejdet.
Hawe Wester er en familieejet maskinproducent med hovedsæde i Wippingen i Tyskland. Virksomheden har specialiseret sig i transportløsninger til større landbrug og maskinstationer og producerer blandt andet sneglevogne samt specialvogne til transport af roer, kartofler og ensilage.
I første omgang vil Danish Agro Machinery koncentrere sig om producentens program af sneglevogne, som skal supplere selskabets eksisterende maskinsortiment.
- Vi er stolte over, at Hawe Wester har valgt Danish Agro Machinery som partner i Danmark, Sverige og Norge. Hawe Wester producerer maskiner i en kvalitets- og kapacitetsklasse, der passer rigtig godt til vores øvrige program og til de professionelle kunder, vi arbejder med, siger Rasmus Thing, salgsdirektør hos Danish Agro Machinery, i en pressemeddelelse.
Skal styrke høstlogistikken
Den nye aftale skal blandt andet ses i sammenhæng med Danish Agro Machinerys eksisterende position inden for høstmaskiner, hvor selskabet forhandler mejetærskere fra Claas.
Med tilføjelsen af Hawe Westers sneglevogne får selskabet mulighed for at tilbyde en mere samlet løsning til landmænd og maskinstationer, hvor både høstkapacitet og transport fra marken indgår.
Ifølge Rasmus Thing bliver effektiv logistik stadig vigtigere, i takt med at moderne mejetærskere kan høste større mængder på kortere tid.
- Vi har i forvejen en stærk position i mejetærskersegmentet med Claas Lexion, og her er Hawe Wester et naturligt supplement. Moderne mejetærskere har en enorm kapacitet, men den kapacitet skaber først fuld værdi, når logistikken omkring maskinen kan følge med. Derfor bliver transporten fra mejetærskeren og videre ud af marken en stadig vigtigere del af den samlede høstløsning, forklarer Rasmus Thing.
Sneglevogne anvendes blandt andet til at transportere korn fra mejetærskeren til transportvogne ved markkanten. Dermed kan mejetærskeren i højere grad fortsætte høstarbejdet uden afbrydelser til tømning.

Fra højre: Michael Christensen (Hawe Product Manager, DK/SE/NO), Hasse Ripa (adm. direktør, Swedish Agro Machinery), Lutz Mahnig (Sales Manager, Hawe-Wester), Rasmus Thing (salgsdirektør, Danish Agro Machinery) og Fredrik Petterson (produktteamchef, Swedish Ag).
Vil styrke positionen i Norden
Hos Hawe Wester betragtes samarbejdet som en mulighed for at udvikle virksomhedens tilstedeværelse på de tre skandinaviske markeder.
Den tyske producent har ifølge salgschef Lutz Mahnig lagt vægt på at finde en samarbejdspartner med et etableret salgs- og serviceapparat samt indgående kendskab til de professionelle landbrugskunder.
- Vi ser meget frem til samarbejdet med Danish Agro Machinery. Det har været vigtigt for os at finde en partner med en stærk position i markedet, stor forståelse for professionelt landbrug og en salgs- og serviceorganisation, der kan repræsentere Hawe Wester på et højt niveau. Det finder vi hos Danish Agro Machinery, og vi ser frem til sammen at udvikle Hawe Wester yderligere i både Danmark, Sverige og Norge, siger Lutz Mahnig.
Importaftalen omfatter ikke alene salg af nye maskiner.
Danish Agro Machinery overtager også ansvaret for service og eftermarked i Danmark, Sverige og Norge. Det gælder både eksisterende Hawe-maskiner og de maskiner, der fremover sælges gennem selskabet.
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2027.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































