Fra 1. november skifter Nutrimin navn til Trouw Nutrition Danmark. Dermed tager virksomheden næste skridt i integrationen med den internationale foderkoncern Trouw Nutrition, som Nutrimin blev en del af i 2021.

Navneskiftet skal give den danske forretning bedre adgang til koncernens forskning, produktudvikling og tekniske ekspertise samt styrke eksporten af danskudviklede løsninger.

Nutrimin-navnet forsvinder dog ikke helt, men fortsætter som selvstændigt mineralbrand målrettet griseproducenter.

- Det, der ændrer sig, er vores firmanavn. Det, der ikke ændrer sig, er vores engagement. De samme mennesker, nu med endnu flere ressourcer og muligheder for at støtte vores kunder og dansk landbrug, siger Thomas Lund Eriksen, salgsdirektør for svin i en pressemeddelelse.

Samtidig vil virksomheden udvide aktiviteterne inden for kvæg med nye produkter og ernæringsprogrammer målrettet mælke- og kødproduktion.

- Vores strategiske arbejde fokuserer på at bygge videre på Nutrimins styrker og skærpe brandets rolle inden for mineralernæring til svin. Samtidig udvider vi vores kompetencer inden for kvæg og skaber de rette betingelser for bæredygtig vækst i hele vores danske forretning, siger Hans Christensen, Country Manager hos Trouw Nutrition Danmark.

Trouw Nutrition er en del af Nutreco og har aktiviteter i over 100 lande.

BusinessKvæg