Bedste år nogensinde
Ringe Maskinforretning vækstede både i top og bund i 2022. Et år, hvor man lykkedes med at øge sin markedsandel på traktorer til rekordhøjde, fortæller den adm. direktør.

Særligt Claas-traktorer og redskaber fra Köckerling har været populære sællerter hos Ringe Maskinforretning i 2022. Arkivfoto
Et solidt fokus på salgsindsatsen og ekspertviden inden for sine produkter har løftet antallet af solgte maskiner til nye højder hos Ringe Maskinforretning. Sådan forklarer selskabets adm. direktør, Jim Thygesen, de rekorder, man har sat i sit regnskab for 2022. Således fremgår det, at selskabet tog store spring på både bruttofortjeneste og bundlinje sidste år.
Bruttoresultatet er steget fra 10,7 til knap 16 millioner kroner. I bunden sætter man også rekord; her er resultatet efter skat steget til næsten det dobbelte, fra 3,5 til 6,9 millioner kroner.
Overfor avisen erklærer Jim Thygesen sig meget tilfreds med 2022. Han forklarer, at maskinforretningen blandt andet er gået fra at sælge mellem et mindre og varierende antal mejetærskere om året, til nu at sælge et tocifret antal stabilt hvert år.
- Vi har haft en indædt arbejdsindsats på at komme hele vejen rundt år efter år. Der er en fokuseret indsats fra salgsafdelingens side på høstmarkedet. Vi har lavet en produktspecialisering, så vi har in-house produktspecialisering blandt sælgerne. Det har givet mere fokus på traktorerne, og det har givet pote, siger Jim Thygesen.
Øget markedsandel
Særligt jordbearbejdnings-redskaber af mærket Köckerling sammen med Claas-traktorer fra 800-serien har været populære i 2022.
Som noget nyt på Fyn er maskiner på grøntsiden, såsom skårlæggere, river og vendere, inden for Claas’ Greenline-serie, nu begyndt at sælge godt. Sidste år indgik man også nogle store aftaler om levering af maskiner med blandt andre Dalum Landbrugsskole og halmtransportørselskabet Halm 80.
- Vi har kvalitetsprodukter. Og vi har prøvet at specialisere os inden for den retning, vi er gået. I værkstederne har man i mange år haft fokus på at specialisere sig inden for eksempelvis mejetærskere eller traktorer. Jeg har siden 2020 forsøgt at gøre det samme i salgsafdelingen og på lageret, siger Jim Thygesen.
Samlet er man lykkedes med næsten at fordoble sin markedsandel inden for traktorer på Fyn, til nu at være på 13,1 procent, fortæller den adm. direktør.
- Claas har klaret sig rigtig flot på landsplan. Og hos os har vi set en væsentlig forbedring på vores markedsandel. Et niveau, der også er højere end landsgennemsnittet for Claas-traktorer, siger Jim Thygesen.
Dog har Ringe Maskinforretning, ligesom i resten af branchen, mærket til forsyningsudfordringerne på blandt andet mejetærskere og traktorer. Selskabet kunne have potentielt solgt flere maskiner i 2022, end man gjorde. I stedet har man måtte løse sine kunders udfordringer ved at have back-up maskiner ude og køre.
- Det formåede værkstederne at løse til perfektion. Der var ikke nogen, der blev ladt i stikken. Og der var ikke nogen, der manglede kapacitet. Det skaber noget tillid fra kundernes side, hvor de synes bedre om at investere i de her dyre maskiner. For de ved, at vi står bagved og løser problemerne. Den gode service fra værksted betyder alt i sidste ende, siger Jim Thygesen.

Montør-mangel
Derfor er der også blevet ansat flere nye medarbejdere indenfor de sidste fire-fem måneder. Værkstedet såvel som administrationen er styrket, og flere nye mekanikere er kommet til. Ligeledes er der på salgssiden kommet en ny sælger til landbrugsmaskinerne. I alt er der kommet seks nye medarbejdere til i løbet af 2023.
Grobunden er nu lagt for yderligere vækst på Fyn, man har udvidet med en ny servicevogn, og yderligere personel søges. Planen er ifølge den adm. direktør at holde fast i antallet af kunder i de kommende år.
- Selvom landbrugene bliver færre, så skal vi stadig holde fast i det samme antal kunder om tre eller fem år. Så grundlaget for vækst skal ligge i, at vi har de rigtige kunder. Alle kunder er lige vigtige, og alle er del af udviklingen i landbruget, siger maskinhandleren.
2023 vil stadig byde på gode resultater, mener Jim Thygesen. Om end man ikke kommer til at sætte ny rekord for andet år i træk. Øgede omkostninger på maskiner og rentestigninger gør for stort indhug i landmændenes økonomi til, at de kan investere lige så stærkt i nyt grej igen i år.
En anden udfordring for maskinforretningen er mangel på servicemontører. Problemstillingen er ens mange andre steder i landet, hvor det kan være svært at finde faglært arbejdskraft.
- Havde vi haft mulighed for at få flere montører kørende, så havde vi kunnet løfte vores markedsandel yderligere. Nu har vi erkendt det på den hårde måde, at vi er nødt til at lave vores lærlinge selv. Det gør vi på tværs af Danmark med en specialiseret Claas lærlingeuddannelse på HEG. Vi er nødt til at gøre noget ved det, og så tager det den tid, det skal tage. I flere år har man haft for få lærlinge, og det gælder ikke kun i Ringe, siger Jim Thygesen.
Ringe Maskinforretning er en del af Danish Agros Maskindivision, som i 2022 samlet omsatte for mere end seks milliarder kroner i ni lande. I Danmark er det Danish Agro Maskiner i Fredericia, som står for importen af mærkerne Claas, Spearhead, Fliegl, Bednar og Agrifac-sprøjter. Egenkapitalen i selskabet Ringe Maskinforretning A/S stiger fra 22,8 til 29,8 millioner kroner.