DC overtager ugentlig slagtning af 1000 kreaturer fra kødkoncern

Fra 1. august har Danish Crown Beef og Vion indgået en aftale om lønslagtning af op til 1000 kreaturer om ugen i Nordtyskland.

I slutningen af denne måned lukker den hollandske kødkoncern Vion sit kreaturslagteri i Bad-Bramstedt i Nordtyskland. Som følge heraf er der underskrevet en aftale, som betyder, at Danish Crown Beef per 1 august overtager slagtningen af op til 1000 kreaturer om ugen for Vion på en lønaftale. Det skriver Danish Crown Beef i sit ugentlige markedsnyt.

Slagtningerne kommer til at foregå på Danish Crown Beef-slagterier i Husum og Teterow. Aftalen om lønslagtninger vækker glæde hos Danish Crown.

- En løsning for de lokale landmænd er ikke bare en mulighed for forretning. Det er et vigtigt skridt i at opretholde kvægbrugene i Nordtyskland, siger Ralf Heisterkamp, som er en af del af ledelsen for de tyske slagterier i Danish Crown Beef.

Han suppleres af adm. direktør i Danish Crown Beef, Finn Klostermann.

- Det er en vigtig og god aftale for Danish Crown Beef. Der sker en konsolidering i det tyske marked, og heraf er det vigtigt for os, at vi får udnyttet vores kapacitet yderligere, siger Finn Klostermann.

Når kreaturerne er slagtet hos Danish Crown Beef, overtager Vion igen delstykkerne til videre forarbejdning.

Læs også