Topdanmarks regnskab for 2023 viser et resultat, som er ekstraordinært påvirket af en højere skadesfrekvens. Ekstreme vejrfænomener medvirker til flest vejrskader siden 2013.
Hvis du synes, at 2023 var et herrens år på vejrfronten, så er det ikke bare dig.
Topdanmark, der dækker mere end hvert andet landbrug i Danmark, er nemlig netop kommet ud med regnskab for 2023, der i den grad har været tegnet af ekstreme vejrfænomener.
Topdanmark kommer ud af 2023 med et overskud på 1.051 millioner kroner efter skat mod 2022-resultatet, der lød på 2.179 millioner kroner, hvilket er mere end en halvering – dog behæftet af, at 2022-resultatet er medregnet salget af Topdanmark Livsforsikring.
Ifølge den adm. direktør i Topdanmark, Peter Herman, har forsikringsselskabets kunder i 2023 anmeldt 36 procent flere vejrskader i forhold til 2022, som ellers var præget af stormene Malik og Nora.
- Høje omkostninger og vejret udfordrede maskinstationerne i 2023
Sammenlignet med 2021 er der i 2023 sket over dobbelt så mange anmeldelser om vejrskader.
- Alene i fjerde kvartal 2023 medførte stormflodsbegivenheden i oktober og stormen Pia i december samlet over 5.000 anmeldelser om skader relateret til storm, skybrud og nedbør. Derfor har vi også i en længere periode haft indkaldt ekstra mandskab til at håndtere alle sagerne, siger Peter Hermann.
Udgifter til vejrrelaterede skader i 2023 udgør 517 millioner kroner mod 276 millioner kroner året før.
- Det er et grundvilkår, at vejret arter sig forskelligt fra år til år. Når det er sagt, så har vi set mange eksempler på ekstremt vejr i 2023, og vi har opjusteret vores normalforventning til vejrskader. Vi følger selvfølgelig op på situationen løbende, siger tilføjer han.
Stor brug af afgrødeforsikring
Med 2023’s ene vejrrekord efter den anden var særligt tørke noget, der ramte landbruget hårdt.
I september viste en opgørelse fra Topdanmark, at 75 procent af selskabets landbrugskunder med en afgrødeforsikring havde anmeldt en skade i kølvandet på sommerens ekstreme vejr.
- Der er ingen tvivl om, at sommerens voldsomme vejr har økonomiske konsekvenser for dansk landbrug. Som forsikringsselskab er vi her for at hjælpe, og allerede i juni besluttede vi os helt ekstraordinært for at række ud til vores kunder med en afgrødeforsikring, fordi vi vurderede, at samtlige af disse kunder potentielt kunne have en dækningsberettiget skade, lød det fra Preben Rasmussen, landbrugschef i Topdanmark, i en pressemeddelelse.
Afgrødeforsikringen gør det muligt at forsikre sine afgrøder mod for eksempel tørke og store mængder regn, da den dækker udbyttetab på blandt andet korn, græsser, roer, raps, kartofler og majs.
Det er den enkelte landmands ansvar at anmelde en potentiel skade efter dårligt vejr. Når landmanden har høstet sin afgrøde og opgjort udbyttet, så erstatter Topdanmark landmandens udbyttetab jævnfør forsikringsvilkårene.
Som det første forsikringsselskab i landet lancerede Topdanmark en afgrødeforsikring i 2019.
Meget alvorlig situation for sukkerroedyrkere, der stadig har roer siddende i jorden
Forventer bedre 2024
Topdanmark gennemførte i december 2023 købet af Oona Health A/S med datterselskaber, inklusive Dansk Sundhedssikring. Det betyder, at Topdanmark og Oona Health fremover sammen vil kunne udvikle endnu mere attraktive og innovative sundhedsløsninger til gavn for både privat- og erhvervskunder i begge selskaber – heriblandt landbrugskunderne.
- Købet af Oona Health markerer en vigtig milepæl for os, da vi ser sundhedsløsninger som et strategisk fokusområde for ethvert forsikringsselskab over de næste mange år, ikke mindst hvad angår kundeloyalitet og markedsvækst. Samtidig forfølger vi i Topdanmark vores strategi om at være et solidt og konkurrencedygtigt skadesforsikringsselskab med en stærk kerneforretning, siger den adm. direktør.
Bestyrelsen foreslår på baggrund af resultatet for 2023 et samlet udbytte på 11,5 kroner pr. aktie, og ledelsen forventer samtidig et nettoresultat for 2024 på 1.150-1.425 millioner kroner inklusiv afløb.