Med installationen af fibernet fra EnergiFyn har det hidtil kun været muligt at vælge Waoo-løsningen for både internet, telefoni og tv-kanaler. Imidlertid har det andelsejede fynske forsyningsselskab nu åbnet fibernettet for flere indholdsleverandører.

Foruden Waoo er det i første omgang nu muligt for kunderne at få Hiper-løsningen via fibernettet, og inden nytår kan også vælges enten Kvitnet, Fastspeed, Telenor, YouSee eller TDC Erhverv.

- Flere kunder har efterspurgt denne valgmulighed, og derfor udvider vi fra Waoo, som vi sammen med 14 andre selskaber stiftede i 2010, med løbende flere valgmuligheder, fortæller bredbåndsdirektør Carsten Nedergaard Hansen, EnergiFyn.

Tiltrække kunder

Han understreger, at denne åbning giver bedre mulighed for at udnytte EnergiFyns fibernet, blandt andet ved at tiltrække kunder, som gerne vil kunne vælge en egen internet- eller tv-udbyder.

- Teknologien bliver ikke dyrere, men det gør tv-rettighederne og dermed tv-pakkerne. Derfor vil kunderne i dag i højere grad kun købe det, man ønske at se eller streame på skærmen.

- Som andelsselskab har vi en særlig rolle i forhold til at bidrage til udviklingen på Fyn. Det gør vi blandt andet ved at udrulle fibernet til vores andelshavere og tilbyde løsninger, der matcher deres behov og ønsker. Så når andelshaverne efterspørger flere valgmuligheder på fibernettet, skal vi naturligvis lytte til dem, siger Carsten Nedergaard Hansen.