Dyrevelfærd og økonomi går hånd i hånd

En fordobling af den årlige produktion af omkring 25.000 slagtesvin.

Der er hvad Niels Aagaard Jørgensen på Frenderupgaard ved Kirke Flinterup nord for Sorø regner med at få ud af en investering på 15 millioner kroner i ombygning og nybyggeri af farestalde, når det står færdigt ved slutningen af året.

2,1 millioner kroner af byggeudgiften får han i tilskud fra Landdistriktsordningen under Landbrugsstyrelsen.

Støttepuljen »Tilskud til etablering af løsdrift i farestalde 2018« forudsætter, at der laves stier til, at søerne kan gå løse efter at have født deres grise. Formålet med støtten er udtrykkeligt at styrke dyrevelfærden. 40 procent af den samlede støttepulje for 2018 på 62 millioner kroner er medfinansieret af EU’s landbrugsstøtte (CAP).

Det er en forudsætning for tilskuddet, at søerne både kan gå løse og får mere plads at røre sig på end i ældre staldbyggerier fra tiden før, svineproducenterne havde fremavlet så store kuldstørrelser som i dag. De kan nu være på helt op til 25 pattegrise, som er flere end soen har patter til.

- De ældste af mine stalde er snart 25 år gamle, og der er sket meget i løbet af de 25 år. Vi har nu normalt op til 16 grise til fravænning hos en so. Det er ikke unormalt efterhånden. Når de er fravænnet som 26 dage gamle, så fylder de hele stien. Og så er der risiko for, at de bliver lagt ihjel, forklarer Niels Aagaard Jørgensen om behovet for sit staldbyggeri.

Halter bagefter handlingsplan

Også i hans nye stalde vil søerne være fikseret i lige de første dage, efter at et kuld er født, for at forhindre soen i lægge sig på afkommet, så pattegrisene bliver mast og kvalt ihjel.

- Det bliver ikke helt løsgående søer. De kommer i en beskyttelsesbøjle de første fire-fem dage efter fødslen. Ellers får vi aldrig dødeligheden ned. Min far havde løsgående søer i 1970’erne. Og den gang syntes jeg heller ikke, at det var en god idé. Der var for mange smågrise, som blev lagt ihjel af soen, siger Niels Aagaard Jørgensen.

Farestaldpuljen har været en opfølgning på en handlingsplan fra Thorning-regeringens tid, hvor den daværende fødevareminister og nuværende miljøminister, Dan Jørgensen (S), som i 2014 afsatte 50 millioner kroner til staldmoderniseringer – en femdobling af støttebeløbet i 2013. I en »Handlingsplan for bedre dyrevelfærd for svin« afsatte han dengang 2,6 millioner kroner til at nedbringe dødeligheden blandt smågrise, der var anslået, også af branchen selv, til 25.000 stk. pr. dag.

Handlingsplanen opererede tillige med en målsætning om, at 10 procent af alle diegivende søer i farestalde skal være løsgående pr. 2020.

- Det er ikke ligefrem, hvad er opnået. Hvis alle, som har fået tilskud, bygger i dag, vil der være opnået 6 procent. I dag er det kun 3 procent, konstaterer Niels Aagaard Jørgensen, som er medlem af sektorbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.

Økonomien går forud

Niels Aagaard Jørgensen har fået tilskud til både ombyggeri af eksisterende farestier og til en gennemgribende renovering af andre, hvor gulvet skal brækkes op, og der skal opføres helt nyt. Han får ekstra farestier ud af hele manøvren til 288 flere faringer om året.

Det er så ikke Dan Jørgensens handlingsplan, der i 2018 fik Niels Aagaard Jørgensen til at søge farestaldpuljen om penge til bedre farestalde, pointerer han.

- Der var jeg nødt til at se på min egen drift. Man kan have en holdning til, om dyrevelfærd er spændende. Og det synes jeg. Men jeg gør ikke det her for Dan Jørgensens skyld. Jeg gør det, fordi jeg ser, at det kan tilføre min bedrift noget.

- Jeg får formentlig ikke lavere dødelighed ved at få de nye stier. Men jeg håber på, at jeg er i stand til på den lange bane at få søerne til at passe nogle flere grise ad gangen, ved at de får mere plads, forklarer han.

Bedre for søernes ben og muskulatur

Niels Aagaard Jørgensen håber, at de nye farestalde kan nedbringe hans produktionsomkostninger. Men det er uvist, siger han.

- Dem, som har løsgående søer i dag påstår også, at mælkeydelsen bliver større, om end der ikke helt er nogen forskning i det. Vi kommer ikke uden om at skulle give søerne og grisene noget ekstra fodertilskud, hvis der skal fravænnes 17 eller 18 grise pr. kuld hos soen. Og der skal også stadig bruges tid på at lave nogle ammesøer. Jeg tror ikke, at vi bliver fri for ammesøer, men vi kan minimere det.

Det er så også dyrevelfærd på den måde, at Niels Aagaard Jørgensen ikke skal have nogle søer til at gå i farestalden så længe ad gangen hidtil for at give mælk først til sit eget kuld og så bagefter som ammeso til en anden sos kuld.

- Vi kan godt have nogle søer, som står der i både 40 og 45 dage. Det er ikke altid lige hensigtsmæssigt for bentøj og muskulatur, at de skal stå stille så længe, påpeger han.

Har altid haft løse søer i drægtighedsstalden

Niels Aagaard Jørgensen har haft sine søer løsgående i drægtighedsstalden, hvor søerne går, inden de farer. Det har han haft allerede før 1998, da der blev indført et forbud mod at have dem i bokse i nybyggede stalde og med en udfasningsperiode frem til 2013 for eksisterende stalde.

- Nogle syntes, at vi spillede hasard, dengang vi slap søerne løs i drægtighedsstalden. Men jeg har altid haft mine søer gående løse der. Jeg har aldrig haft bokse til drægtige søer. Det kunne jeg se noget fornuftigt i. Jeg havde arbejdet et andet sted, inden jeg selv etablerede mig, hvor vi havde dem gående løse i drægtighedsstalden.

Niels Aagaard Jørgensen producerer såkaldte UK-grise til eksport, som briterne har ekstra dyrevelfærdskrav til ud over de EU-fastsatte, såkaldte krydsoverensstemmelseskrav til blandt andet dyrevelfærd, som landmænd skal overholde for at være berettiget til at få udbetalt landbrugsstøtte. Det er krav, som briterne kontroller ude hos producenterne. Blandt andet om at søerne skal gå løse hele tiden lige fra fravænningen er færdig, og indtil den skal ind i farestalden igen.