DR beklager: - Én fejl er én for meget
DR erkender, at de har lavet tre fejl, men forklarer, at de har rettet dem i de pågældende artikler og udsendelsen så hurtigt, som det var muligt.
Effektivt Landbrug har modtaget følgende svar fra Kirsten Marie Svendsen redaktionschef DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter og Johanne Bagge, redaktionschef DR Kultur, Børn og Unge omkring kritikken fra Landbrug & Fødevarer.
De påpeger, at alene på dr.dk udgives der cirka 85 artikler i døgnet, hvilket svarer til 31.000 om året.
- Hvis DR laver en fejl, er det én fejl for meget. Derfor beklager vi dybt, at der har været fejl i de tre nævnte tilfælde.
- I forhold til de tre nævnte fejl var to af dem i artikler på dr.dk. Her blev fejlene rettet mindre end en time efter, at vi var blevet gjort opmærksomme på dem. Den tredje fejl var på Ultra Nyt på DR Ultra, som bringer nyheder til børn. Her blev fejlen rettet i den efterfølgende udsendelse, men desværre først mandagen efter, da programmet ikke bliver sendt i weekenden. Vi har derfor rettet de tre fejl så hurtigt som muligt, efter vi blev gjort opmærksom på dem.
- Efterfølgende erkender vi, at der er plads til forbedringer. I tilfældet med Ultra Nyt burde vi med det samme have gjort opmærksom på fejlen på det område af dr.dk, der hedder ’Fejl og fakta’. I forhold til de to artikler på dr.dk, blev fejlene som sagt rettet på under en time. Her burde vi dog have konkretiseret, hvori rettelserne bestod og efterfølgende også have noteret dem på siden med ’Fejl og fakta’. Det er nu sket med alle tre fejl.





































