Svineproducenterne fik i 2019 særdeles gode resultater, hvilket var en klar forbedring i forhold til 2018, hvor resultaterne var negative. Det viser en ny analyse fra Seges.

De gode resultater i 2019 skyldtes for både smågrise- og slagtegriseproducenternes vedkommende høje afregningspriser og kun svagt stigende omkostninger, bemærker Seges.

- De gennemsnitligt opnåede driftsresultater var for smågriseproducenterne 4,0 millioner kroner, for slagtegriseproducenterne 2,7 millioner kroner og for de integrerede producenter 4,8 millioner kroner, skriver Seges, og tilføjer:

- I gennemsnit blev der produceret cirka 25.000 smågrise pr. smågrisebedrift i 2019, og de integrerede producenter samt slagtegriseproducenterne producerede omkring 12.000 slagtegrise.

Afkast

Afkastningsgraden steg til 6,7 procent for slagtesvineproducenterne og 9,2 procent for smågriseproducenterne. Som sædvanligt dækker resultaterne over kæmpe forskelle bedrifterne imellem.

Se mere i rapporten »Økonomiske resultater for bedrifter med hovedproduktion grise i 2019« på Landbrugsinfo.dk.

mip

Finans