Uholdbar økonomi hos flere syd- og sønderjyder
Økonomien hos de syd- og sønderjyske landmænd er så presset, at mere end hvert femte landbrugs økonomi betegnes som uholdbar.

Foto: Colorboks
Det viser en analyse fra landbrugets videnscenter Seges, der placerer Syd- og Sønderjylland som et af de områder, hvor landmændene er hårdest ramt på pengepungen.
Analysen viser, at 541 syd- og sønderjyske heltidsbedrifter har en »uholdbar økonomi«. Det vil sige, at Seges vurderer, at landbruget inden for en kort årrække kan være truet af konkurs. Det svarer til 21,6 procent af alle landbrug i landsdelen.
Seges har neutraliseret tallene for prisniveauet det enkelte år, så man kan ikke konkludere, at den uholdbare økonomi skyldes et dårligt 2018. I stedet skal udregningerne tages som et udtryk for landbrugets økonomiske situation set over en længere årrække.
Selvom mange landmænds økonomi er uholdbar, er den grundlæggende økonomi i landbrugene faktisk bedre end tidligere.
- Hvis man går fem år tilbage, vil man kunne se en forskel. Og der kan vi faktisk se, at der er en forbedring i landbrugets økonomi, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges.
På landsplan har 19,7 procent af de danske landbrug en uholdbar økonomi.