Vanen tro er Dianalund Motor med på Roskilde Dyrskue – det har den vestsjællandske virksomhed faktisk været i fire årtier.

- Ja, det er 40 år siden, min far, Kurt Andersen, fik sit CVR-nummer og var med første gang, lyder det fra Christian Andersen, der i dag står som indehaver af virksomheden.

Det er især de populære MultiOne minilæssere, der kan fås med stort tilbehørsprogram, som har stor bevågenhed blandt dyrskuegæsterne.

- Vi har mange, der kommer for at tage dem nærmere i øjesyn, og når først potentielle kunder har hørt om de mange fordele ved minilæsserne, er det svært at få dem ud af sit tankesæt igen, forklarer han.

- Jeg er nærmest vokset op med forretningen. Jeg har da været væk og prøvet lidt undervejs, men de seneste 15 år har jeg været en del af virksomheden, oplyser Christian Andersen og fortæller om en lille dyrskuetradition.

Fast placering

- Min far har i alle årene, han har været med, gået meget sammen med Ejgil Christensen fra Ejgil’s Traktor-Center. Sammen har de haft stand 77 i de fleste af årene. Den har i år så fået nummer 85, men placeringen er fuldstændig den samme som de sidste mange år.

- For os giver det rigtig meget at være med i Roskilde. Vi får vist mange maskiner, og vi får en god kundekontakt. Samtidig er det en hyggelig måde, vi får mødt nye kunder, påpeger Christian Andersen og tilføjer:

- Mange bruger Roskilde til at gå rundt og studere de forskellige maskiner og mærker hos de forskellige forhandlere. Efterfølgende går de potentielle kunder hjem og tænker lidt over tingene, og vælger så derudfra. 

- Samlet set er deltagelsen på Roskilde Dyrskue godt for vores butik – og godt for vores minilæssermarked, fastslår Christian Andersen afsluttende.