På vej mod et farvel til landbrugsdrift: Sælger 182 hektar for 36 mio.
Schackenborg Fonden har solgt 182 hektar jord for knap 36 millioner kroner. Salget sker som led i en strategi om at nedtrappe landbrugsdriften og satse på turisme.

Der har i en årrække hørt store landbrugsarealer til Schackenborg, Prins Joakims tidligere ejendom. Men nu bliver der solgt ud af jordene i tråd med ejernes strategi. Arkivfoto: Bøje Østerlund
Schackenborg Fonden har solgt 182 hektar jord ved Tønder til Ejendomsselskabet Røjvej P/S for knap 36 millioner kroner. Handlen markerer endnu et skridt i fondens farvel til landbrugsdrift og satsning på turisme og grøn omstilling. Det skriver Jyske Vestkysten.
Med en samlet pris på 35,9 millioner kroner er de 182 hektar solgt til en hektarpris på 200.000 kroner , hvilket svarer til det nuværende prisniveau for landbrugsjord i Jylland, baseret på en række handler, der har fundet sted i løbet af 2025.
For Schackenborg Fonden er frasalget et led i en større omlægning. Direktør Allan Nielsen har tidligere overfor Jyske Vestkysten forklaret, at fonden ønsker at prioritere andre formål end traditionel landbrugsdrift:
- Denne strategiske omlægning gennemføres som led i en ambition om at anvende jorden til formål, der understøtter den grønne omstilling. Samtidig er det et signal om, at fonden fremadrettet satser på yderligere udvikling af turismedestinationen, har han tidligere sagt.
Ifølge Allan Nielsen oplever fonden allerede vækstrater på op til 50-60 procent i aktiviteterne omkring slottet, kroen og naturen. Målet er at udnytte potentialet i samspillet mellem kultur, gastronomi og turisme.

For fremtiden skal der satses mindre på landbrug, og mere på turisme i forbindelse med Schackenborg Slot. Arkivfoto: Jacob Lund-Larsen
Millionunderskud bag beslutningen
Omlægningen kommer efter flere år med røde tal i regnskabet. Schackenborg Fonden landede i 2024 et underskud på knap 9,8 millioner kroner – det dårligste resultat i fondens 11-årige historie. Året forinden var minusset på 9 millioner kroner.
En væsentlig del af underskuddet kom fra Schackenborg Landbrug A/S, der alene leverede et minus på 3,6 millioner kroner sidste år. Ifølge Allan Nielsen skyldtes det blandt andet dårlige vejrforhold og faldende priser på afgrøder.
Den udvikling har bidraget til beslutningen om en kontrolleret afvikling af landbrugsdriften.
- Det er en del af en langsigtet strategi, at Schackenborg skiller sig af med jord, har direktøren fastslået.
De nye ejere af jorden, Ejendomsselskabet Røjvej P/S, har blandt andet Ecco-ejer Hanni Toosbuy og Bitten og Mads Clausens Fond i ejerkredsen.