Birthe Pedersen ind i LandboGruppen

Velas-ejendomsmæglervirksomheden har opkøbt den fynske ejendomsmægler med virkning fra 1. marts.

Siden 1991 har Birthe Pedersen drevet ejendomsmæglervirksomhed, tæt knyttet de lokale landboforeninger. Først med Agrogården som medejer, og frem til 2015 i lokalerne i Ringe. Derefter har det foregået i lejede lokaler hos Centrovice i Vissenbjerg.

Her pr. 1. marts har Birthe Pedersen solgt sin virksomhed til ejendomsmæglerne LandboGruppen MidtØst, der hører under Velas, hvor Centrovice som bekendt er medejer.

- Efter så mange år som selvstændig så jeg dette som en mulighed for at udvikle min forretning, både gennem fastholdelse af vores primære markedsområde med køb og salg af mindre landbrugsejendomme, men også at kunne opnå en større andel af de generationsskifter og større produktionslandbrug, som vil komme til salg i det fynske område fremadrettet, siger 55-årige Birthe Pedersen i forbindelse med salget af sin virksomhed.

Uændret

Sammen med sine to ansatte og begge ejendomsmæglere, Regitse Rubæk og Søren Jensen, fortsætter hun i det nye regi.

- Vi vil som hidtil servicere vores kunder med det, vi er kendte for, og fortsat her fra Vissenbjerg, understreger Birthe Pedersen, der samtidig ser klare perspektiver i det nye ejerskab.

- Vi får tæt samarbejde med Landbogruppen Midt/Øst’ tre mæglere, og markedsføringen kan nu ske fra en langt større platform.

Ikke tilfældigt

- Aftalen med virksomheden Birthe Pedersen er et udtryk for, at Velas langtfra står stille, selvom vi er i fuld gang med at føre en storstilet fusion ud i livet. Vi har stadig kig på de muligheder, der er i markedet, og vi er i konstant udvikling, siger administrerende direktør Jan Winther og understreger, at det ikke var en tilfældighed, at valget faldt på ejendomsmægler Birthe Pedersen:

- Virksomheden har et godt ry blandt fynske kunder og samarbejdspartnere, og Birthes mangeårige erfaring skaber et godt afsæt for at videreudvikle LandboGruppen på Fyn.

 

Læs også