Mexico rykker og kigger efter danske løsninger – Store muligheder for danske virksomheder
Danmark og danske virksomheder nyder i øjeblikket en helt særlig opmærksomhed i Mexico, hvor både myndigheder og fødevareerhvervet har stor fokus på dansk teknologi og innovative danske løsninger. Med et nyt samarbejde og målrettet initiativ vil Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Eksportkreditfonden og Danmarks Ambassade i Mexico udnytte muligheden til gavn for danske virksomheder og dansk eksport.
En stabil økonomisk vækst, en ny frihandelsaftale med bl.a. EU og et stort ønske om at styrke samhandlen med bl.a. Danmark, gør Mexico til et rigtigt interessant vækstland for eksport af teknologi og produkter. Mexico er i dag verdens 11. største økonomi målt på købekraft og nærmer sig med hastige skridt top-10.
Næret af NAFTA-handelsaftalen med USA and Canada, har Mexico i mange år oplevet en stabil økonomisk vækst. De politiske vinde fra særligt Washington har dog afstedkommet et stort og eksplicit ønske om at reducere afhængigheden af samhandel med USA, og styrke samhandlen med andre partnere, bl.a. EU. Det kan mærkes på den danske ambassade i Mexico City.
Et eksempel på vækstmulighederne i Mexico ligger i svineproduktionen. Selvom Mexico er verdens niende største svineproducent bliver mere end 1 million tons svinekød hvert år importeret for at dække det mexicanske forbrug – størstedelen i dag fra USA. I 2017 steg svineproduktionen med 4.6 procent og nåede 1.4 millioner tons, men der skal mere til. Derfor har den mexicanske regering sammen med landets store industriorganisationer stort fokus på at udvikle fødevareproduktionen gennem investeringer i ny teknologi, genetik og management samt øget samhandel med EU.
- Vi ser et unikt vindue i Mexico lige nu på det her marked. Landet har kæmpestore farme og en industri i stor vækst, der samtidig har købekraften og et stort fokus på at investere i ny teknologi. Og mexicanerne ved godt, hvad Danmark står for og kender til dansk teknologi, der er i særklasse. Så det er nu, mulighederne skal udnyttes fra dansk side, siger Jacob Green, chef for handelsafdelingen på den danske ambassade i Mexico.
Strategisk samarbejde skaber opmærksomhed for danske produkter og løsninger
For at støtte udviklingen i sektoren, lancerede Danmark i 2017 et strategisk samarbejde, hvor Fødevarestyrelsen og den danske ambassade i Mexico sammen med mexicanske myndigheder og organisationer skal skabe bedre fødevaresikkerhed og produktivitet i svineproduktionen. Allerede tidligt i samarbejdet står det klart, at Danmark og danske virksomheder har løsninger, som passer perfekt til efterspørgslen fra den mexicanske sektor:
- Der er en markant interesse for at samarbejde med Danmark, både kommercielt og på de mere strategiske eller langsigtede indsatser. Hvad enten vi møder producenter, organisationsfolk eller politikere, kender de man danske styrkepositioner, og man er enormt interesserede i at lære fra de danske erfaringer. Det gælder selvfølgelig teknologisk, men også ift. den måde den danske sektor har udviklet sig gennem uddannelse, management og et åbent samarbejde mellem erhvervet og myndighederne, lyder det fra Thomas Falke Mortensen, der er sektorrådgiver på den danske ambassade i Mexico.
Shopping Line-koncept
Sammen med EKF - Danmarks Eksportkredit, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer har ambassaden lanceret et shopping line-koncept, så de mexicanske selskaber kan få finansiering med i pakken ved store ordrer fra Danmark og danske virksomheder. EKF yder kreditgarantier til mexicanske landbrug som de så kan bruge til at investere i dansk teknologi for at øge deres effektivitet og produktion. Eksportkreditforeningen har besøgt Mexico mange gange i de forgangene år, men til det kommende besøg til januar 2019 kulminerer med den nye frihandelsaftale med EU samt ønsket om uafhængighed fra USA.
- For de danske virksomheder indebærer Shopping Line konceptet, at de kan få finansieret ordrer, som ellers ville være for små for bankerne at finansiere – de får altså eksportmuligheder, som de ellers havde mistet, siger Marek Zandberg, EKF.
Det forventes at den nyligt opdateret sin frihandelsaftale kommer til at skubbe yderligere på den danske eksport til landet. Interessen for at investere i teknologi i den mexicanske svineindustri er i hvert fald til stede.
- Den mexicanske svineindustri er i en ekspansionsperiode og konkurrerer på nogle af verdens mest krævende markeder. Da virksomhederne i denne industri konstant leder efter innovative teknologiske løsninger, som kan øge deres konkurrenceevne, betyder det, at der er store muligheder for de danske virksomheder, som ønsker at etablere sig eller opnå vækst på det mexicanske marked, siger Rubén Murillo, præsident for Mexican Pork, der er brancheforening for nogle af de absolut største virksomheder i den mexicanske svineindustri.
Hvordan bryder man som virksomhed igennem til Mexico?
Både de private og offentlige sektorer i Mexico fokuserer stenhårdt på at forbedre effektiviteten, at blive mindre afhængige af importen og for at kunne dække efterspørgslen på det store hjemmemarked og samtidig opnå flere eksportmuligheder. Den mexicanske landbrugssektor har i stigende flyttet sig hen imod storfarmsløsninger, som har brug for og planlægger at investere i den nyeste teknologi for at øge effektiviteten.
Danmark og danske virksomheder er højt respekterede i Mexico med hensyn til kvalitet og effektivitet, og danske virksomheder er generelt betroede og velkomne. Det kræver dog ofte et benarbejde at forstå og at skabe den rigtige kontakt til de Mexicanske virksomheder.
Den Danske Ambassade i Mexico arbejder sammen med EKF, DI og L&F på at gennemføre to shopping line-fremstød i begyndelsen af 2019, hvor danske eksportvirksomheder møder mexicanske beslutningstagere fra de allerstørste svinekødsproducenter, flere med op mod 100,000 Søer. Ambassaden samarbejder endvidere løbende med en række danske virksomheder om at udnytte det store potentiale bedst muligt. Der er samtidig flere andre sektorer hvor der er store muligheder for at eksportere til Mexico.