Holstebro bliver hjemsted for Danmarks første energipark, der ikke baserer sig på solceller og vindmøller. I stedet vil den nye energipark, der etableres ved Idomlund, fokusere på Power-to-X-teknologi og lagring af grøn energi.

Energiparken er blevet en realitet efter, at minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), har udpeget området i en bekendtgørelse. Borgmester i Holstebro Kommune, H. C. Østerby (A), ser udpegningen som et markant skridt for kommunen:

- Vi har længe været blandt de førende kommuner inden for vedvarende energi, og nu får vi muligheden for at tage endnu et skridt. Energiparken bliver et vigtigt knudepunkt for udviklingen af fossilfrie brændstoffer og grøn energiproduktion, siger han.

Energiparken ved Idomlund er strategisk placeret ved transformerstationen, hvor grøn strøm fra havvindmøller i Nordsøen og landbaserede vedvarende energikilder allerede føres ind. Dette giver optimale betingelser for Power-to-X-produktion, hvor elektricitet omdannes til brint og andre brændstoffer, der kan lagres og anvendes i transportsektoren og industrien.

Idomlund er et knudepunkt i energiforsyningen i Danmark. Det er blandt andet her, at den såkaldte elmotorvej ned gennem Jylland har sit hovedpunkt. Illustration: Energinet

Idomlund er et knudepunkt i energiforsyningen i Danmark. Det er blandt andet her, at den såkaldte elmotorvej ned gennem Jylland har sit hovedpunkt. Illustration: Energinet

En del af en større strategi

Energiparken er en del af en bredere strategi for at gøre Danmark klimaneutralt inden 2045 og reducere drivhusgasudledningen med 70 procent inden 2030. Power-to-X spiller en nøglerolle i denne omstilling, da teknologien muliggør lagring og anvendelse af vedvarende energi i sektorer, hvor direkte elektrificering er svær.

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er Holstebros energipark et skridt i den rigtige retning:

- Den grønne omstilling er ikke kun vigtig for klimaet, men også for vores konkurrenceevne og energisikkerhed. Kommuner som Holstebro, der tager ansvar for udviklingen, er afgørende for, at vi kan lykkes, lyder det fra Lars Aagaard.

Den nye energipark er den første i rækken af kommunalt efterspurgte energiparker, der skal understøtte udviklingen af vedvarende energi og skabe nye arbejdspladser i landdistrikterne. Udpegningen betyder, at Holstebro Kommune nu kan gå i gang med den konkrete planlægning af anlæg og infrastruktur i området.