Usikkerhed om Storbritanniens vej ud af EU sendte de danske aktier ned onsdag, hvor Vestas og GN Group faldt mest blandt de store danske selskaber.
Samlet faldt C25-indekset 0,8 pct. til 1131,31 efter tirsdagens fremgang på 1 pct.
Investorerne havde øjnene rettet mod situationen omkring brexit, hvor Storbritannien og EU forhandler om en skilsmisseaftale, der skal definere, hvordan briterne kan forlade det europæiske samarbejde.
- Brexit fylder en del, og fra de meldinger, der kommer, synes det vanskeligt at se en aftale lige nu og her, og det sætter sig i markedet, siger Nikolaj Holmsgaard, der er ansvarlig for aktiehandel hos ABG Sundal Collier.
HØREAPPARATSELSKABER I FOKUS
Blandt selskaberne var GN og Demant, der begge ernærer sig på høreapparater, i fokus, da der landede salgstal for den del af det amerikanske marked, der sælger til amerikanske militærveteraner - kendt som VA.
Demants markedsandel gik tilbage til 16,2 pct. i september fra 16,7 pct. måneden før. Samme billede gjorde sig gældende for GN, der gik til 18 pct. fra 18,4 pct.
Dommen hos investorerne var dog forskellig. GN-aktien dykkede 2,2 pct. til 274,80 kr., mens Demant-aktien steg 0,2 pct. til 175 kr.
- GN tabte markedsandele igen, og det rammer aktien, siger Nikolaj Holmsgaard fra ABG.
- Demant gik også tilbage, men det var ikke voldsomt med tanke på, at selskabet lige har været udsat for et cyberangreb i september. Det kan muligvis komme senere, men indtil videre er det et positivt tegn, at det ikke var værre, siger han.
Vestas endte også i bunden af indekset, efter at den franske bank Kepler Cheuvreux ifølge Bloomberg News sænkede anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb". Aktien faldt 3 pct. til 524 kr.
HÅRD MEDFART TIL NILFISK
Dagens største kursfald på det danske aktiemarked var uden for C25-indekset. Nilfisk, der producerer rengøringsmaskiner, nedjusterede på grund af problemer i EMEA-regionen, der dækker over Europa, Mellemøsten og Afrika.
Nilfisk venter nu en negativ organisk vækst på cirka 4,5 pct. i 2019. Før var forventningen en negativ organisk vækst på 1 pct.
Samtidig venter selskabet nu en driftsmargin, EBITDA, før særlige poster på 9,5 pct. mod før 11-11,5 pct.
Investorerne straffede Nilfisk-aktien, der led det største kursfald siden børsnoteringen i 2017 med et dyk på 15,6 pct. til 117,80 kr.
- Man kunne godt have frygtet, at Nilfisk ville komme med en nedjustering, men man må sige, at det er en stor en af slagsen.
- Når det samtidig er en forholdsvis illikvid aktie, er det ikke så overraskende, at den får en hård medfart, siger Nikolaj Holmsgaard fra ABG.
ANALYTIKERNE JUSTEREDE
Pandora blev hævet til "hold" fra "undervægt" hos finanshuset ISS-Eva. Pandora-aktien faldt 1 pct. til 268,50 kr.
FLSmidth fik efter sidste uges nedjustering sænket kursmål hos Goldman Sachs, HSBC og Morgan Stanley. Aktien steg 0,4 pct. til 233,50 kr.
DSV Panalpina var under luppen hos Nordea, der gentog anbefalingen "køb" og lagde 50 kr. på kursmålet, så det nu er 750 kr. Men DSV-aktien dykkede 1,1 pct. til 644,50 kr.
Samme tur var Danske Bank igennem hos norske DNB, der hævede kursmålet til 135 kr. fra 120 kr. og gentog "køb". Aktien endte uændret i 97,24 kr.
Onsdagens største bevægelse var hos Santa Fe, der efter et frasalg i september af selskabets hovedaktivitet - flyttefirmaet Santa Fe Relocation - på vej mod afvikling. Aktien steg 34,4 pct. til 1,70 kr.