En af landets større fjerkræproducenter, Gråsten Fjerkræ, har onsdag eftermiddag slagtet årets sidste and, og kan samtidig melde alt udsolgt af både ferske frilands og økologiske ænder, gæs og kalkuner.

- Vi har haft en forrygende december og oplevet en salgsstigning på mellem 17 og 18 procent i forhold til i fjor. Vi kunne have nået det dobbelte, hvis vi i august ikke havde fejlvurderet efterspørgslen på økologiske ænder. Vi fik desværre sat gang i for lille en produktion, men den fejl gør vi ikke igen, siger bestyrelsesformand Gunder P. Jensen.

Salget af fjerkræ til jul undergår også en generel ændring. I år har Gråsten Fjerkræ oplevet en stigning på 80 pct. i salget af confiteret andelår og andebryst. Det er udskæringer, som er serveringsklar efter blot 15 minutter i ovnen.

-  For at følge med efterspørgslen har vi i år måttet øge bemandingen i vores udskæringsafdeling. Vi oplever nemlig, at forbrugerne gerne vil have fjerkræ, men det skal være let og hurtigt at tilberede sammenlignet med en hel and eller gås.