Et hønsehus på 100 kvadratmeter og en hønsegård, der krævede omkring en halv kilometer trykimprægnerede lægter og cirka 200 meter net.

Selvom fjerkræavl »kun« er en hobby for Bent Nielsen i Mygdal i Vendsyssel, fylder hønsene noget mere end hos mange andre.

Lige nu er der omkring 150 fjerkræ på matriklen – fortrinsvis sorte dværg-orpington – og de kommende måneder skal afgøre, hvilke der er flotte nok til at begå sig i både lokale og internationale udstillinger og hvilke høns og haner, der skal avles videre på.

De høns, der ikke slipper gennem nåleøjet bliver solgt som havehøns til ejere, der ikke går helt så meget op i, om der er en skæv tå eller et par kamptakker, der er vokset sammen. Hanerne ender livet i fryseren hos Bent Nielsen.

- Selvom de måske ikke er egnede til udstilling, kan hønsene give masser af glæde i haven hos nogle, der har dem for hyggens skyld og måske bor inde i byen, hvor man ikke må have en hane. Hanerne slagter jeg så, og bruger kødet. Så har de heller ikke levet deres liv forgæves, konstaterer Bent Nielsen.

 

Die Goldenen Henne

Bent Nielsens passion for fjerkræavl går mange år tilbage. Som otte-ni-årig fik han sine første krydsningskyllinger af sin onkel. Faderen støttede op om projektet og murede et stort hønsehus op til sønnike, og i januar 1971 tog Bent Nielsen for første gang på udstilling med sine høns.

- Jeg havde tre høns med, men kom hjem uden præmie. Det er så også den eneste gang, det er sket. Lige siden har jeg vundet præmier til hver udstilling. Det er efterhånden en del år siden, jeg stoppede med at tælle, og der havde jeg rundet de 1.000 præmier, fortæller avleren, der i tidens løb blandt andet har indkasseret fire Danmarksmesterskaber.

En af de seneste og største triumfer kom i hus sidste efterår, hvor Bent Nielsen som første ikke-tysker bragte den fornemme præmie »Goldenen Henne« med sig hjem fra Leipzig.

Her tog han sejren med mindst mulig margin ned til nummer to i et stærkt felt, der talte 600 orpington-høns og -haner.

 

Én udstilling pr. høne

Mens udstillingssæsonen normalt kun strækker sig fra 1. november til sidst i december, bliver der arbejdet året rundt for at ramme udstillingsformen – for når sæsonen først går i gang, har man kun ét skud i bøssen pr. høne.

- Det sker måske en sjælden gang imellem, at jeg tager en høne med til en af de større udstillinger og så derefter til en lokal konkurrence. Men normalt prøver jeg at undgå at have den samme med til to udstillinger, for det er umuligt at holde konditionen, forklarer han.

- Hvert år ser man eksempler på opdrættere, der starter på den lokale udstilling, hvor de får en masse point. På næste lokale skue får de lidt færre, og når de så kommer til landsudstillingen i Herning får de næsten ingen, og kan ikke forstå det, når de nu fik så mange på den første. Men det handler altså om at stå knivskarpt til den enkelte udstilling, forklarer han.

Og med udsigt til en forholdsvis tidlig udstilling i Kassel i Tyskland i år, er der ændret lidt i forberedelserne.

- Efter så mange år i faget ved jeg efterhånden ret præcist, hvornår de skal lægges til. Det har vi gjort 14 dage tidligere for de flestes vedkommende for at være sikker på at toppe der, forklarer han.

Og selvom han først for alvor kan se, om hønsene bare er gode eller rigtig gode i september måned, når de er fem-seks måneder gamle, synes Bent Nielsen allerede nu, at det tegner godt, når han kigger ud i hønsegården – som i øvrigt er udformet med inspiration fra den engelske skaber af orpington-racen, William Cook.

Dværg-versionen af orpingtonen er senere blevet fremavlet i Tyskland.

 

Foder fra Holland

Den optimale udstillingshøns og -hane kræver også optimal fodring. Og hvis det skal lykkes for en dansk opdrætter at blande sig med eliten – som i høj grad befinder sig i Tyskland – må han kigge til udlandet efter foder, da de danske produkter i høj grad er fokuserede på industrihøns.

Derfor er Bent Nielsen gået sammen med fem andre seriøse opdrættere og den lokale brevdueforening, der i forvejen fik foder importeret fra Holland.

- Så får vi cirka én palle herop om måneden. Det er lidt dyrere, men det er nødvendig, for det er de helt små ting, der er afgørende. Det kunne vi blandt andet se i Leipzig, hvor det altså kun var ét point, der skilte mine fem bedste høns fra de andre, siger Bent Nielsen, der selvfølgelig heller ikke fodrer høner og haner ens.

- En høne skal helst ikke begynde at lægge æg, før hun kommer på udstilling, derfor skal hun ikke have så meget protein som en hane. Og i forhold til hønsenes farver er der også forskellige måder at fodre på. Hos de sorte er det vigtigt at fremme det grønne skær i fjerdragten. Det gør man blandt andet med lucerne, ølgær og lidt majsolie til at binde det sammen, forklarer han, og fortæller, at det med de moderne engelske kamphøns, han også gør det lidt i, er en helt anden historie.

- De har nogle korte hårde fjer og ikke så mange dun, som orpingtonerne. Så her er det bestemte korn- og frøsorter, og ikke det let omsættelige pillefoder, der passer bedst til orpingtonerne.

 

Mindst fire stammer

Mens Bent Nielsens orpingtoner kun skal toppe på udstilling én gang i deres liv, holder hans bedste avlshøner i op til fem år.

- Det er vigtigt at gemme nogle, som er fire-fem år gamle. Så kender man arvemassen, og er forholdsvis sikker på, at der kommer noget godt ud af det. Hanerne er til gengæld bedst som førsteårs, mens de bedste måske kan bruges som andetårs, men så heller ikke længere, fortæller Bent Nielsen, der altid har mindst fire stammer inden for hver farve.

- På den måde risikerer jeg aldrig, at det hele slår fejl, fastslår han.

 

Murerarbejdsmænd og direktører

Selvom Bent Nielsen siden 1971 er taget på udstilling for at vinde præmier, har orpington-passionen også givet meget andet end en første sal fyldt med diplomer, pokaler og andre præmier.

- Selvfølgelig er der noget konkurrence i det, men det sociale fylder mindst ligeså meget. Noget af det, jeg godt kan lide ved den her hobby er, at der ikke er forskel på, om man er murerarbejdsmand eller direktør. Vi mødes alle sammen på samme niveau, og gennem årene har jeg fået mange gode venner. Samtidig har det også givet nogle oplevelser og muligheden for at se steder, jeg ikke ville have fået, hvis ikke jeg gik så meget op i at udstille høns, siger fjerkræudstilleren, der mindst to gange om året er i Tyskland, mens han også har haft dommertjanser i både Tyskland, Frankrig, Norge og Sverige – og selvfølgelig hjemme i Danmark, hvor han senest bedømte høns på Hjørring Dyrskue.