Trods sidste års historiske tørke og dermed et mindre kornudbytte kom DLG både på landsplan og på Fyn ud med et fornuftigt økonomisk resultat.

På landsplan tabte DLG dog omkring 200 millioner kroner som en direkte følge af tørken, fordelt med halvdelen i manglende behandlingsindtægter, og den anden halvdel som følge af den mindre mængde af korn, som har skullet omsættes.

Koncernens omsætning fandt med 200 millioner kroner til 48,9 milliarder, og driftsresultatet før skat blev på 560 millioner kroner. Sidste års resultat var 745 millioner før skat.

- Bedre end frygtet

Ved regnskabsmødet i mandags i Odense kunne detaildirektør Lars Thorø glæde sig over, at DLG Fyn sidste år kunne holde omsætning på knap 2 milliarder kroner, trods de svære vejrmæssige høstbetingelser.

Nettoresultatet i den fynske afdeling var på 30,2 millioner kroner, mod 40 millioner kroner i 2017.

- Vores resultat er bedre, end vi frygtede med den 30 procent mindre høst, hvilket ikke mindst skyldes en fortsat stram styring af vores omkostninger. Vi betegner derfor vores resultat som tilfredsstillende, lød det fra den fynske afdelingsdirektør Lars Thorø.

15 millioner til fynske landmænd

Resultatet udløste rosende ord fra topledelsen, som deltog i mødet for at præsentere det samlede årsregnskab for den store grovvarekoncern, der her i 2019 kan fejre sit 50-års jubilæum. I parentes skal det bemærkes, at FAF, som blev indlemmet i DLG for tyve år siden, har eksisteret i 118 år.

- Både omsætningsmæssigt og på bundlinjen er Fyn igen i år vores højdespringer, ikke mindst på grund af jeres omkostningsstyring, fremhævede koncernchef Kristian Hundebøll, der ligesom de øvrige godt 100 andelshavere ved regnskabsmødet glædede sig både over det gode fynske resultat, og med det flotte februarvejr udenfor og de kraftige afgrøder på marken så frem til en forhåbentlig anderledes god høst i år.

Resultatet på Fyn betyder, at næsten 15 millioner af de i alt 92 millioner kroner af overskuddet, som DLG sender tilbage til landbruget, fordelt i forhold til samhandlen i 2018, tilgår de fynske medlemmer.