Skal der sås hvede, raps eller hestebønner på marken? Eller kan marken måske med fordel anvendes til noget helt andet, som for eksempel solcelleanlæg?

I samarbejde med Better Energy afholder Centrovice i næste uge et informationsmøde vedrørende mulighederne for opstilling af solcelleanlæg på mark.

Mødet finder sted torsdag den 22. november fra klokken 18.00 til 21.30 på Centrovice i Vissenbjerg.

Fremtidens energi

Der er en grøn omstilling i gang i Danmark og i Europa, hvor blandt andet solenergi skal udgøre en større andel af fremtidens energiforsyning. Forudsætningen er imidlertid at finde anvendelig jord, der lader sig byggemodne.

For at lave en fuldstændig grøn omstilling, hvor hele strømproduktionen i Danmark er grøn, skal der ifølge Better Energy, som udvikler, bygger og driver solcelleanlæg, bruges et samlet areal, der svarer til Ærø.

På mødet vil Anders Nielsen, Investment Director hos Better Energy, give en kort præsentation af selskabet og den grønne omstilling, som er i gang. Derudover vil oplægget handle om elmarkedet og solenergi i Danmark, og hvad man som lodsejer skal være opmærksom på, når man skal tage stilling til, om man vil lægge jord til solmoduler, herunder skat, procesrisiko, tidshorisont og økonomi.

Deltagerne vil også få overblik over fordele og ulemper ved udlejning kontra salg af jord, samt indblik i hele processen fra A-Z, herunder erhvervsstyrelsens retningslinjer, betydning af kommunalplan samt krav til infrastruktur.

Aftenen starter med middag kl. 18.00. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding senest mandag den 19. november på www.centrovice.dk eller tlf. 7015 9900.