Hele tre meget forskellige hædrende overrækkelser fandt sted i løbet af Fyns Familielandbrugs generalforsamling.

Den første og mindste – men måske den med de største perspektiver – fandt sted, da viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for familielandbrugssektionen, Lone Andersen, overrakte FN’s og Unicef’s internationale klimaemblem til Fyns Familielandbrugs formand, Ib W. Jensen.

Årets Familielandbrug

Den næste overrækkelse blev foretaget af Fyns Familielandbrugs afgående næstformand, Allan Mortensen, som på Familielandbrugets vegne overrakte prisen som Årets Familielandbrug 2019 til Grønneskov I/S ved Ib og Daniel Frederiksen, Hesselager. Da Ib Frederiksen købte ejendommen i 1982, var der 30 ha plus 10 ha grusgrav. I 1992 kom der en ny gravetilladelse, så arealet hertil nu var 16,5 ha. Grusgravningen sluttede i 2006.

Fra starten var der plads til 60 søer. Senere udvidedes til 240 søer. Fra 2007 har man kun haft slagtesvin, hvoraf der produceres ca. 6.000 om året. Hen ad vejen er der købt flere ejendomme til. I 2010 oprettedes et I/S sammen med sønnen Daniel. Yderligere er der tilforpagtet godt 200 ha, så bedriften i alt er på ca. 350 ha. Og en hel årrække af regnskaber udviser pæne overskud hvert år.

Pedersens Legat

Fyns Familielandbrugs formand, Ib Jensen, foretog aftenens tredje overrækkelse, som bestod af et legat på 30.000 kroner fra Pedersens Fond, der udloddes til de bedste ansøgere, som ifølge fundatsen skal være kvægbrugere – og »ikke for grå i toppen«.

 Modtageren var Uffe Hansen, der sammen med sin hustru, Inge, bor på Tornø, den eneste beboede ø i Odense Fjord. Parret har to børn på henholdsvis 12 og 15 år. Ved siden af landbruget er Inge studiesekretær, og Uffe er udearbejdende maskinfører.

På Tornø driver de 22 ha, hvoraf de 16 er under plov, og resten er til afgræsning og fremstilling af vinterfoder. På Fyn har de afgræsning af ca. 50 ha naturarealer. Kvægbesætningen består af ca. 25 moderdyr plus opdræt, i alt ca. 35 dyreenheder.

I begrundelsen for tildelingen af legatet understreges det, at Uffe Hansen brænder for sine dyr og deres trivsel samt naturplejen på Tornø. Alt sammen på trods af, at det er en driftsgren, hvor det er svært at oppebære en god aflønning. I gennemsnit har der dog været et lille overskud på produktionen.