23.326 gæstede dette års Store Hestedag, som blev afviklet sidste weekend på Dyrskuepladsen i Roskilde. Dermed blev der fulgt op på de gode takter med rekordhøjt besøgstal, som også Roskilde Dyrskue i år var tilsmilet af. Sidste år var der 22.120 besøgende til Store Hestedag.

Begge dage var der stor aktivitet flere steder rundt på dyrskuepladsen og i de mange haller og telte, og overalt på pladsen myldrede det med gæster, heste og hunde. 

Ordet ”overalt” var måske en tilskrivelse, for arrangørerne havde ved indgangen til hovedstrøget, hvor de mange boder med heste-, rytter- og hundeudstyr var, opsat skilte hvoraf det fremgik, at - af sikkerhedshensyn bør heste ikke færdes blandt publikum.

 

1.000 heste og 800 hunde – plus det løse

Til Store Hestedag var der tilmelding af 1.000 heste, der deltog i de mange bedømmelser, fremvisninger, kåring og shows.

Det store hesteshow, der blev afvikles såvel lørdag som søndag havde mange fine indslag. Blandt andet deltog franske Alicia Desogne og Clément Ferron med et par hæsblæsende og smukke indslag.

Flot var også indslag med blandt andet de smukke lippizaner og frieserheste. Store Hestedags nok festligste indslag stod Haflinger Sport Sjælland for i en kvadrille bestående af i alt seks ryttere, hvoraf de tre ryttere var til hest, og de sidste ryttere også ”var” hest. 

 

800 hunde til visning

Omkring 800 hunde var tilmeldt den store hundeudstilling, der gennem mange år har været tradition for, er en integreret del af Store Hestedag.

Blandt de tilmeldte hunde var også et par eksemplarer af den sjældne italienske fårehyrdehunderace bergamasco, hvoraf der kun findes en god halv snes stykker i Danmark, og 2.000 på verdensplan. Se forsidefoto.

- Dermed er racen lige så udrydningstruet som tigeren, lød det blandt andet fra racerepræsentant Pia Storm Pedersen.

Racen er kendetegnet ved flere ting: Dens pels består af naturlige dreadlocks, som danner tætte bånd, der beskytter hunden mod varme og kulde, men også mod angreb fra ulve. Der er tale om en fårehyrderace, der er intelligent, tænker et par skridt frem, og tillige er velegnet til såvel børnefamilier, som til terapihunde med mere.

Og netop fordi den er beskyttet mod ulveangreb er den også egnet til at passe på fåreflokke, lød det fra Pia Storm Pedersen.

 

Glade og tilfredse

Presseansvarlig ved Store Hestedag Camilla Holck udtrykker efter det vellykkede arrangement stor tilfredshed og glæde:

- Vi er meget tilfredse med hvordan dagene forløb med masser af glade gæster, udstillere, og standholdere.