HØST-TOUR
Undgå ukrudtsspredning under høsten
Under høst og halmpresning betaler det sig at holde styr på spredning af ukrudtsfrø, råder DM&E.

Det kan være en ret dyr fornøjelse at sprede visse ukrudtsarter og særligt græsukrudt i markerne. Her er det agerrævehale i en vinterhvedemark. Foto: Camilla Bønløkke
Sæsonen for høst og halmpresning er i gang, hvilket også betyder, at alle ukrudtsfrø er klar til at blive spredt. Og det kan være en ret dyr fornøjelse at sprede visse ukrudtsarter og særligt græsukrudt, mens det også er svært at begrænse indenfor marken, men her er det dog muligt at tage sædskifte-forhold eller give en mere hård ukrudtsbehandling. Det gør Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) opmærksom på.
Udover at undgå spredning og dermed også utilfredse kunder som maskinstation, så betaler en forebyggelse sig ofte i ren besparelse af ukrudtsbehandling. De primære kilder til spredning af ukrudt fra sted til sted er halmpresseren og mejetærskeren, som skyldes, at disse maskiner færdes i marken, hvor afgrøden samt ukrudtet er modent til at sprede sine frø.
Omtanke under kørsel
Når det kommer til presning af halm, er det typisk maskinstationen som tager sig af jobbet, og det kan derfor ikke undgås, at ukrudt bliver spredt over store afstande, pointerer DM&E. Foreningen råder derfor til lidt omtanke under kørslen.
- Det er noget med ikke at presse ukrudtspletterne til sidst, så der bliver transporteret en ukrudtsballe med til næste mark og eventuel kunde. Landmænd kan eventuelt lade en 100 meter ukrudtsfri halmstreng ligge, før der begyndes at presse frøgræs eller anden højværdi afgrøde, lyder det fra DM&E.
Rengøring af en presser gøres ifølge foreningen bedst ved at have trykluft til rådighed i marken, eksempelvis hvis traktoren er udstyret med kompressor eller en løvblæser på batteri.
- Sørg for, at der ikke ligger avner og skidt på maskinen, som kan falde af i næste mark. Det er svært at gøre presseren 100 procent fri for frø, men 90 procent af ukrudtsfrøene er forholdsvis nemme at fjerne.
Mejetærskeren kræver mere
Ingen høst uden mejetærskeren, som både kan være indlejet eller være din egen. Ved at låne ude skal man dog overveje, at der følger en risiko, i form af en fremmed frøpulje, med. Mejetærskeren er generelt mere kompliceret at gøre fri for ukrudtsfrø.
- De første 50 procent af ukrudtsfrøene er overkommelige at fjerne og vil også være en del af det almindelige vedligehold og forebyggelse af brand i maskinen. Det skal selvfølgelig afklares med kunden/landmanden, hvad hans forventninger til rengøring er, før maskinen kommer, skriver DM&E, som påminder om at huske den del på fakturaen.
Hovedrengøring af en mejertæsker vil omfatte rengøring med trykluft og tømning af stenfælden mellem indføringen og tæskecylinderen samt andre »blinde« hjørner og kroge på mejetærskeren, som kan være meget tidskrævende.
Ved let rengøring rådes du til at åbne soldene helt op og indstille blæser og cylinder på de højest mulige omdrejninger i fem til ti minutter.
Gå i dialog
Ukrudtsspredning kan også være en kedelig sidegevinst ved redskaber som river, vendere, halmvogne og skårlæggere, hvor en afblæsning dog hurtigt kan reducere skaden. Mens det ved snittere og frakørselsvogne ofte kræver en vask mellem kunder, hvis der ikke køres under tørre forhold.
I sidste ende er en opmærksom adfærd og en dialog med landmanden dog noget, man kommer langt med, mener DM&E.
- Det vigtigste værktøj for at mindske spredningen er en god dialog med landmanden og eventuel at forklare ens stationspolitik om, at der altid ved kundeskift udføres en kunde-rengøring til en pris på x-antal kroner. Det vil være med til at sikre et godt forhold til kunden og måske åbne hans tanker op for en intern spredningspolitik, slutter brancheforeningen.











































