høst-tour

Vi skriver om høsten
- HVER DAG!

Kamera holder øje med korngraven i høsten

Firmaet Teknik-Partner har succes med at lave kameraovervågning til korngrave, hvor landmanden kan holde øje med, hvornår graven er tom, og så derefter slukke motoren i stedet for at skulle vente på, at kornet løber ned i graven.

Det er svært at have et øje på hver finger, når høstsæsonen er gået i gang, med de mange ting, der skal holdes styr på. Men nogle har oplevet at kunne spare tid på at skulle holde øje med, at kornet løber i korngraven, ved hjælp af kameraovervågning.

Det har man kunnet mærke hos det Give-baserede firma Teknik-Partner, der er blevet velkendt i landbrugskredse via levering af kamerateknologi, mest til overvågning og tyverisikring.

- Vi kan jo rigtig godt lide at lave noget, som man kan bruge til noget dagligt også. En ting er jo tyveri, men noget andet er, når man bruger noget dagligt, siger Jesper Kiib Nielsen fra Teknik-Partner til Effektivt Landbrug, og fortsætter:

- Vi er startet ud med at lave kameraovervågning til korngrave, hvor landmanden nu kan holde øje med, hvornår graven er tom, og så derefter slukke motoren i stedet for at skulle stå og vente på, at kornet løber ned i graven.

Gode tilbagemeldinger

Rent praktisk kan man holde et vågent øje med nedløbet af korn ved hjælp af sin mobiltelefon, eller via en tablet eller computer. Og tilbagemeldingen fra landmænd, der har fået kameraløsningen installeret, har været god, siger Jesper Kiib Nielsen.

- Dem, vi har lavet det til nu her, har sagt, at de egentlig er mest træt af, at de ikke har fået det lavet for ti år siden. Nogle af dem har selvfølgelig ikke vidst noget om det, men har så set det et andet sted, måske ved naboen, og så fået kendskab til det ad den vej, tilføjer han.

Kameraerne er med infrarødt lys, og kan derfor også bruges om natten. Samtidig er løsningen ikke kun anvendelig i løbet af høsten, fortæller han.

- Det kan også bruges, hvis man kører rundt med foder, korn eller andet. Og et sted bliver det brugt til at holde øje med, at en fodervogn bliver fyldt, eksempelvis, siger Jesper Kiib Nielsen og fortsætter:

- Og i en avlsbesætning, hvor man ikke må gå fra udenfor foderladen ind til fodervognen, kan man bruge kameraet til at holde øje med tingene udefra.

Overskueligt

Den teknologi, man bruger til løsningen hos Teknik-Partner, er også i stand til at optage det, kameraet filmer.

Selve det tekniske set-up er på ingen måde uoverskueligt, fortæller Jesper Kiib Nielsen.

- De steder, hvor vi har lavet det indtil nu, er korngravsovervågningen koblet op på den teknik, der måtte være i foderladen i forvejen. Så længe, der er internet, kører det fint, siger han, og fortsætter:

- Men man kan også bruge et sim-kort. Så kan man også selv bestemme, om det er noget, man vil have året rundt eller kun i mindre perioder i løbet af året.

Teknik-Partner tilbyder flere kameraløsninger, alt efter behovet hos den enkelte landmand.

Læs også