Det var med støv om ørene og til duften af nyhøstet korn, at Effektivt Landbrug torsdag mødte Jens Skovgaard fra Dalgaard ved Baastrup mellem Lindved og Hedensted i det østjyske til en snak om dagens høst, og hvilke overvejelser der gøres, når høsten skal planlægges.

Jens Skovgaard startede ved 15-tiden mejetærskeren i håb om, at både havre, raps og måske hvede var med en vandprocent, der tillod en lang høstdag. Og efter kort venten på foderstoffens vurdering, gik arbejdet i gang i havren, der med en vandprocent på 16 blev vurderet klar til høst.

- Vi vil gerne, at den i hvert fald ligger mellem 16 og 18 procent i kornafgrøderne, før vi går i gang, lød det fra Jens Skovgaard.

- Vi kører i gastæt silo og fodrer vores høns med det meste af kornet, så det giver os lidt længere snor i forhold til vandprocenten, og vi vil rigtigt gerne undgå, at kernerne blæser af, forklarede han.

- Det er lunt og det blæser, så det er perfekt tørrevejr. Men det vil være uklogt af os at vente på, at kornet tørrer lidt ekstra, når vi er på det niveau.

Middel udbytter

Forventninger til udbyttet i havren er ikke høje.

- Vi ligger under middel. Omkring de fem tons pr. hektar. Og måske lidt lavere. Det har været et vådt forår, og det har altså været hårdt ved vårafgrøderne.

Jens Skovgaard såede havren 3. april, og var dermed blandt de tidligste, der fik frø i jorden.

- At vi allerede såede påskelørdag, har gjort, at havren nåede at komme op, inden vi fik de helt store mængder vand. Men vi har lerjord her. Helt op til en JB7, så vandet kunne slet ikke komme væk, da det først kom, pointerede Jens Skovgaard.

Fedtet jord

Og til trods for torsdagens sol, varme og blæst, spiller vandet stadig en rolle – også i høstarbejdet.

- Vi fik regn onsdag, så jorden er våd og fedtet. Det giver nogle udfordringer, især fordi det er bakket terræn. Mejetærskeren glider simpelthen på skråningerne, så det ikke er muligt at køre opad. Heldigvis bestemmer jeg da selv, hvilken vej der skal køres, så vi må jo bare køre mere ned end op, smilede Jens Skovgaard og lod sig ikke gå på af dagens små udfordringer.

- Vi er i naturen og underlagt det vejr og de forhold, vi bliver givet. Det må vi agere efter, sagde han.

Prioriterer rapsen højere

For at have det bedste grundlag at beslutte ud fra, blev der også kørt en runde i både hvede- og rapsmarken. Her faldt fordelen ud til raps, der med en vandprocent på 10,1 blev vurderet klar til høst.

- Vi prioriterer rapsen højere end havren, da den skal på foderstoffen, sagde Jens Skovgaard.

- Så vi gør lige den her mark med havre færdig, og så kører vi i rapsen resten af dagen, lød det.

Hvede får lov at stå nogle dage endnu. Her blev målt en vandprocent på 22,4.

Høstede til ud på natten

Fredag formiddag kunne Jens Skovgaard berette, at der var blevet høstet raps til langt ud på natten.

- Der blev arbejdet til ved 2-3 tiden i nat, så dem, der havde tjansen, sover endnu, lød det.

Rapsen gav godt fire tons pr. hektar og var, ifølge Jens Skovgaard, nem at køre i.

- Vi havde lidt raps, der havde lagt sig, men det var nemt at kunne ind under, så det gav ingen problemer.

Høstarbejdet fortsætter fredag og forhåbentlig – hvis vejret vil – weekenden med.

Her stoppede vi

Dalgaard

400 hektar konventionel planteavl med produktion af skrabeægs-høner og slagtesvin.

  • 60 hektar havre (af sorten Caddy)

  • 70 hektar raps (af sorten Halyn)

  • 150 hektar hvede

  • 30 hektar rug

  • 90 hektar byg

 

  • 66.000 skrabeægs høner

  • 10.000 slagtesvin