Danmarks Jægerforbund mener, at tusindvis af rålamsdrab i forbindelse med høst kan undgås med ny lov, ifølge TV Midtvest.
Op mod 20.000 rålam mister livet i Danmark til landbrugsmaskiner om året, anslår Danmarks Jægerforbund, der vil have gjort noget ved problematikken.
Ifølge jægerforbundet lader rådyr-mor nemlig ofte sine unger ligge i højt græs i en hel dag, mens hun jagter føde, og det kan ende fatalt i forbindelse med høsten.
- Det er et etisk problem, at man ikke bare slår ihjel, men også lemlæster små nyfødte dyr. Det er også ubehageligt for en landmand, hvis han skal have fat i svensknøglen og ud at aflive et rålam, han har kørt over. Bestanden af råvildt har udvidet sig, og maskinerne er blevet større, bredere og hurtigere, så problemet er kun vokset, fortæller Carsten Riis Olesen, der er seniorforsker ved Danmarks Jægerforbund, til TV Midtvest.
Tyskland: 50.000 kroner i bøde
Jægerforbundets seniorforsker er inspireret af Tyskland, hvor der er en lov, som siger, at en landmand skal kunne bevise, at der var blevet udført flere metoder, der skulle sikre, at marken var fri for rådyr inden høst. Og her kan man blive straffet med bøder på op til 50.000 kroner.
Forslaget bakkes op af Enhedslistens landbrugsordfører Søren Egge Rasmussen, og bliver omvendt ikke støttet af Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen.
- At skabe større papirdynger og mere bureaukrati redder ingenting. Det, der redder noget, er stærkt engagement, som vi heldigvis ser det fra landmændene, siger Erling Bonnesen til TV Midtvest.
Såfremt der kommer en lov, som ligner den i Tyskland, så har Carsten Riis Olesen fra Jægerforbundet flere tiltag klar. Blandt andet at maskinstationer kan benytte sig af sprøjtedroner og sprøjte med noget, der lugter grimt for at skræmme rådyrene væk, eller at man benytter en såkaldt »skræmmepind«, som er en jernstang med et stykke flamingo bundet til en snor i toppen, som i blæsevejr får det til at larme og bevæge sig. Ifølge Carsten Riis Olesen vil det være bedst at kombinere det med noget kraftig syntetisk duft på flamingostykket.