Fagforbund halter efter Daneporks eksplosive vækst
Hundredvis af nye ansatte er kommet til slagteriet på få år, men Fødevareforbundet NNF har ikke nået at organisere dem.

Arkivfoto: Red Star Photography
Slagteriet Danepork i Store Lihme mellem Vejle og Billund har på få år fordoblet antallet af slagtede grise og beskæftiger nu over 800 medarbejdere. Væksten er sket så hurtigt, at fagforbundet Fødevareforbundet NNF ikke har kunnet følge med.
- Danepork vokser i et større omfang, end vi har gjort os nogen som helst forestilling om, siger næstformand Jim Jensen ifølge Dr.dk.

Jim Jensen. Foto: NNF
Ifølge fagforbundet er det gået så stærkt med at ansætte nyt personale, at man slet ikke har fået styr på organiseringen.
- Alt den arbejdskraft er kommet inden for kort tid, og vi har ikke kunnet følge med, siger Jim Jensen til mediet.
Fagforbundet erkender, at der nu ligger et massivt arbejde i at få fat i medlemmer blandt de ansatte hos Danepork.
- Vi er i utilstrækkelig grad rodfæstet derude og har ikke de medlemmer, vi burde have. Der ligger en stor opgave foran os, fastslår næstformanden.