Laver solceller på 10 hektar uden protester
Tæt dialog med naboer og hensyn til landskabet har været nøglen til, at et lodsejerpar i Nordjylland nu kan oprette et solcelleanlæg uden indsigelser fra lokalområdet.

Vibe og Johannes Falk står bag solcelleanlægget ved Villerup Hovedgård, som er blevet etableret uden indsigelser fra naboerne efter en målrettet dialog og hensyn til omgivelserne. Arkivfoto: Tenna Bang
Når der kommer solceller, kommer der også indsigelser. Sådan har det været reglen mange steder i Danmark. Men i Nordjylland har lodsejerparret Johannes og Vibe Falk i samarbejde med Momentum Energy etableret et solcelleanlæg på 10 hektar, og det er vel at mærke sket uden protester fra lokalsamfundet.
Det skriver TV 2 Nord. Ifølge Vibe Falk hænger det sammen med, at der er blevet lavet en målrettet indsats hvad angår kommunikation.
- Vi har gjort os umage med at tale med vores naboer. Og så har vi gjort os umage med, at vi ikke har gjort den større, end at vi har kunnet gemme den bag piletræerne, siger Vibe Falk til den regionale tv-station.
Strøm til 2750 husstande
Netop hensynet til omgivelserne og dialogen med de nærmeste naboer har haft betydning. Friskolen i Skallerup, som ligger tættest på anlægget, blev hurtigt positivt stemt.
Skoleleder Bodil Møller Jensen peger på, at placeringen og planlægningen har været afgørende.
- Alle de overvejelser, der har været om, hvor det skal ligge, uden at genere nogen, synes jeg har været fantastisk, siger hun.
Solcelleanlægget skal levere strøm til lokale virksomheder som Skallerup Seaside Resort og Vrå Damvaskeri, ligesom friskolen også får gavn af produktionen. Samtidig forventes anlægget at blive inddraget i undervisningen fremover. Alt i alt kan anlægget dække strømforbruget for cirka 2750 husstande.



































