Priserne på danske fødevarer er de højeste i EU
Danske fødevarer er 30 procent dyrere end gennemsnittet i EU. Særligt brød og kornprodukter skiller sig ud, skriver Ritzau.
Nyhedstjenesten har kigget i en opgørelse fra Danmarks Statistik, der viser, at Danmark er det dyreste på føde- og drikkevarer – minus alkohol – blandt de 28 lande i EU.
Årsagen til den danske førsteplads er, forklarer Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, landets høje velstandsniveau, der presser lønninger og dermed priserne op.
- Desuden har vi en relativt høj moms, der også øger priserne, skriver han i en kommentar til Ritzau.
Tager vi uden for EU, bliver Danmark slået af landene Schweiz, Norge og Island.
- De tre landes fødevarepriser ligger henholdsvis 65, 61 og 50 procent over gennemsnittet i EU, skriver Ritzau.