25 år ved landmandens side
Der er meget, som direktør i SAGRO Palle Høj kan være stolt over efter 25 år ved landmændenes side. Men hans retning i karrieren led i en meget ung alder ramte nogle mindre heldige bump, der var med til at præge den.

Palle Høj, direktør i SAGRO har 25 års jubilæum i SAGRO. Jubilæet markeres 1. februar.
Efter gymnasiet rejste landmandssønnen fra Stadil nemlig til New Zealand, hvor han hjalp til på en gård. Og er der noget, som landmændene her er meget ærekære omkring, er det deres hegn og deres vandingsanlæg.
Så da Palle Høj først havde kørt en traktor igennem de fem tråde, som de - meget lange – fårehegn består af, og siden knækket adskillige dyser og vandrør i forbindelse med flytning af et vandingsanlæg, stod det ham temmelig klart, at han ikke var udpræget praktisk begavet, og at han ikke skulle være landmand.
Han havde nok allerede set det komme, at det ikke var ham, men broderen, der skulle drive forældrenes gård videre, så efter udlandsopholdet tog han på Landbohøjskolen og endte med et Cand. Agro på visitkortet.
Også her gik det tidligt op for ham, at det ikke var kemi og biologi, der interesserede ham mest, men i højere grad økonomi og skat, så han fortsatte med at læse HD i Regnskabsvæsen på Handelshøjskolen i Århus.
Spændende at optimere
Her var det især skatteforhold, der interesserede ham, og det triggede ham blandt andet at kende skattereglerne og finde de bedste løsninger for kunderne – og optimere deres indkomst.
- Det er spændende at se, hvordan man bedst kan kombinere brugen af reglerne, for det er svært for den enkelte selv at kende alle mulighederne, siger han.
Kort før han fik job hos det daværende landbrugscenter i Herning, førte han en skattesag, der var en prøvesag om skattefrihed for salg af mælkekvoter for en enkelt landmand, men den skulle danne præcedens for flere hundrede landmænd – og dermed blev det en sag, der i alt havde en værdi på samlet 250 mio. kr. for landmændene.
Det blev langt fra sidste gang, Palle Høj vandt sager på vegne af landmændene.
- Det har været nemt for skattefolkene at overskue landbrug og slå ned på punkter, og her har vi hjulpet mange landmænd gennem årene med at få den rigtige skat, sige Palle Høj. Mange sager har betydet millioner af kroner i forskel for den enkelte, især ændringerne af ejendomsvurderingerne i 1994-95.
En chance for livet
Allerede efter halvandet år blev Palle Høj leder af regnskabskontoret, der dengang var på omkring 30 mand. Det er sådan set den samme stilling, han sidder i nu 23 år senere. Efter fusioner og sammenlægninger er der bare nu 220 medarbejdere fordelt på SAGROs huse i Holstebro, Herning, Billund og Esbjerg.
- Jeg var lidt skeptisk over at skulle tage lederstillingen, som ret nyansat på kontoret, men jeg tænkte, at det måske var et tilbud, der ikke kom igen, siger Palle Høj, der jo således også har besat den siden.
Gennem de 25 år med landbrug har Palle Høj fået stor respekt for landmændenes ukuelighed, uanset hvilke udfordringer de har stået overfor.
- Det var i starten klart en fordel, at jeg vidste, hvad halm og ensilage var, og landmændene har været nemme at arbejde sammen med. Det har været en berigelse hver dag, og jeg er altid gået fra møder med landmændene i godt humør.
Når man arbejder med landbruget, er man som revisor og økonomirådgiver helt inde på livet at kunderne med kendskab til deres private forhold. Derfor ved rådgiverne også, at det er en livsstil, hvor arbejdet bliver en væsentlig del af identiteten med hud og hår, hus og gård.
Sport og politik
Da Palle og hans hustru Lis flyttede til Ikast, begyndte han at spille fodbold for at skabe et netværk. Siden kom han i bestyrelsen for FCM Håndbold og oplevede som et af højdepunkterne at være med til Final4 i Champions League for kvinder i Ungarn. Han er desuden formand for IFS’ hovedbestyrelse.
I dag er sporten reduceret til at se på, lige bortset fra kampene på old boys-holdet. Træning bliver der ikke meget af.
I 2017 stillede han op til kommunalvalget og blev valgt ind med 3. højeste personlige antal stemmer blandt Venstres kandidater. Han vil gerne være med til at sikre gode forhold for erhvervslivet og dermed de vigtige arbejdspladser i kommunen.
Der er sket forandringer i erhvervet, og det medfører også forandringer i regnskabsafdelingen.
- Regnskabsfunktionerne er under forandring i disse år, og sammen med landmændene bevæger vi os yderligere ud i digitale løsninger, som forandrer den måde, vi kommer til at arbejde på, siger Palle Høj.
Heldigvis er landmænd i den grad vant til at være forandringsparate og se nye muligheder.
Palle Højs jubilæum markeres med reception hos SAGRO i Herning fredag. 1. februar.