Ny forskning viser lovende klima-takter

Årets Klimavirkemiddelkatalog fra Aarhus Universitet er netop kommet på gaden, og det viser veje til at reducere klimaaftrykket fra husdyr markant, både på kort, men også på længere sigt.

Det særlige ved kvæg er deres vom. De fleste dyr, som mennesker, høns og grise, kan kun i begrænset omfang fordøje fiber, som udgør en betydelig del af indholdet af næringsstoffer i for eksempel græs. Men kvægs trick er deres særlige sindrige mave-tarmsystem, som blandt andet indeholder en stor vom, hvori bakterier og andre mikroorganismer lever af at nedbryde fiber og øvrige næringsstoffer.

Det redegør forskere ved Aarhus Universitet (AU) for på sin hjemmeside, hvor de highlighter tilgange til at sænke udledningen af metan fra køer.

Det forklares blandt andet, at køer – populært sagt – ikke lever af græsset, men af at omsætte de mikroorganismer, som nedbryder græsset inde i koens vom og de næringsstoffer, der dannes ved den mikrobielle fermentering.

- Utrolig smart, når græs er vores mest produktive afgrøde. På denne måde kan drøvtyggerne udnytte foderemner, som ikke kan udnyttes af mennesker eller af andre husdyr. Problemet er bare, at biproduktet fra mikrobernes omsætning af foderet er CO2 og den ekstremt potente klimagas CH4, metan, fremgår det blandt andet.

En svær øvelse

Det er en kompliceret øvelse, når foskere arbejder på at sænke udledningen af metan fra køer. Det skyldes, at man skal arbejde med at påvirke de biologiske processer i koens vom, så der bliver produceret mindre metan, men stadig således at græs og andet foder omsættes uden problemer for koen.

Produktionen af kød og mejeriprodukter er blandt de mest klimabelastende dele af dansk landbrug, og derfor fylder husdyr også meget i Klimavirkemiddelkataloget, der netop er udgivet.

Klimavirkemiddelkataloget er en oversigt over forskellige initiativer, der kan nedbringe landbrugets udledning af drivhusgasser. Det udgives årligt af DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug som en del af den forskningsbaserede rådgivning, Aarhus Universitet udfører er for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Effektive ændringer i fodersammensætning

En af de mest effektive måder at reducere udledningen af metan hos kvæg er gennem ændringer i fodersammensætningen.

Ifølge professor og sektionsleder på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab Peter Lund, der har lavet dele af kapitlerne i kataloget om husdyr, er der specifikke strategier, der kan implementeres med det samme.

- Ved at ændre næringsstofferne i foderet kan vi ændre den mikrobielle fermentering i koens vom og reducere produktionen af metan. Tilføjelse af mere fedt i foderet er en effektiv metode, da fedtsyrerne ikke fermenteres i vommen og dermed ikke danner brint, som metanogenerne bruger til at producere metan, forklarer Peter Lund med henvisning til de særlige mikroorganismer, der producerer metanen.

En anden tilgang er at erstatte fiber med stivelse, hvilket yderligere reducerer metanproduktionen.

- Det handler om at finde en balance, hvor vi både opretholder dyrevelfærd og mælkeproduktion, samtidig med at vi reducerer udledningen af metan, siger han.

Fodertilsætningsstoffer viser lovende resultater

Bovaer er et af de mest lovende fodertilsætningsstoffer nævnt i årets katalog. Ifølge den seneste forskning kan Bovaer reducere metanproduktionen med omkring 27 procent under danske forhold.

- Effekten af Bovaer afhænger af flere faktorer, herunder mængden af fedt og stivelse i foderet, men gennemsnitligt ser vi en reduktion på 27 procent, siger Peter Lund.

Ud over Bovaer nævner Klimavirkemiddelkataloget også nitrat og tang som potentielle fremtidige virkemidler, der kan reducere metanudledning.

- Vi har fået nye data, der viser højere reduktionstal for nitrat, men vi mangler stadig at efterprøve dem, før vi kan fastsætte et helt præcist tal. Vi vil også gerne vide mere om effekten på mælkens indhold af nitrat og andre kvælstof-forbindelser, siger professoren.

Han tilføjer, at tang varierer meget i sin effekt, og der derfor er behov for yderligere forskning for at forstå tangs fulde potentiale og eventuelle bivirkninger.

Et kæmpe potentiale

Genetisk selektion er en anden vigtig metode til at reducere klimaaftrykket fra kvæg.

- Der er arvelige forskelle mellem dyr i forhold til, hvor meget metan de udleder pr. kilo mælk eller pr. enhed foder. Ved at avle efter lavere metanproduktion kan vi opnå vedvarende reduktioner, siger Peter Lund.

Avlsarbejdet med planter og husdyr har i århundreder skabt gradvise og varige fremskridt for blandt andet udbytte, men i det perspektiv er det først for ganske nylig, at man er begyndt at tænke klima ind i avlsarbejdet. Det efterlader et kæmpe potentiale på området.

-Selvom reduktionen pr. generation er relativt lille, er den kumulativ og vedvarende, hvilket gør det vigtigt at inkludere metanreduktion i avlsarbejdet nu, siger Peter Lund.

Stadig lavthængende frugter

Mens avlsarbejde er langsigtet, så er det også en prioritet at opnå resultater på den korte bane. Her er de mest lovende og umiddelbart anvendelige virkemidler i husdyrproduktionen Bovaer og øget fedt i foderet.

Disse metoder kan implementeres nu og her og har allerede vist sig effektive. Derfor er der krav i den nye klimalov om, at landmænd skal bruge en af disse to metoder.

- Det er de to mest lavthængende frugter lige nu, siger Peter Lund.

Han understreger dog, at man ikke må overse de potentielle sideeffekter af disse virkemidler.

- Det er vigtigt at se på både de klimamæssige effekter og de lokale miljøeffekter, biodiversitet og dyrevelfærd, tilføjer han.

Flere aspekter er med, når forskerne på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab laver husdyrforsøg, så klimafremskridt ikke sker på bekostning af andre vigtige faktorer. Eksempelvis bliver der holdt øje med, at eventuelle ændringer i sammensætningen af mikroorganismer i koens vom ikke fører til ubehag for koen eller til lavere produktion.

Læs også