Danish Crowns klimasag er røget til Fødevarestyrelsen

Greenpeace er utilfreds med, at deres klage til Forbrugerombudsmanden om, hvorvidt Danish Crown må kalde svinekød for »klimakontrolleret«, er blevet sendt videre til Fødevarestyrelsen.

Mens tre foreninger har stævnet Danish Crown for vildledende markedsføring i kampagnen om »klimakontrolleret« svinekød, så har Greenpeace forsøgt at gå en anden vej.

Den aktivistiske organisation klagede i juni til forbrugerombudsmanden over Danish Crown. Den klage er dog nu – til utilfredshed for Greenpeace – blevet sendt videre til Fødevarestyrelsem. Det er samme styrelse, som for nylig frikendte Arla efter, at Margarineforeningen, der repræsenterer virksomheder, der er i konkurrence med Arla, havde klaget over Arlas klimamarkedsføring.

Fra Greenpeace lyder det til Fagbladet Journalisten, at man ellers bevidst gik efter, at klagen havnede hos Forbrugerombudsmanden, da sagen så skulle behandles efter markedføringsloven frem for fødevareinformationsforordningen.

- Jeg var meget ærgerlig. Det var sådan »grrrr«. For vi havde gjort alt, hvad vi kunne, for at vores klage kunne blive behandlet ved forbrugerombudsmanden, siger Kristine Modvig Clement, kampagneleder hos Greenpeace, til Journalisten.

Er bekymret

Hun lægger ikke skjul på, at Greenpeace er bekymret ovenpå afgørelsen i Arla-sagen, da der ifølge hende er lavere straffe i sager behandlet under fødevareinformationsforordningen. Greenpeace bebuder, at de nu vil prøve at få rejst sagen politisk.

Forbrugerombudsmandens pressekontakt oplyser i en mail til Journalisten, at klagen fra Greenpeace er videresendt til Fødevarestyrelsen, da Fødevarestyrelsen i forvejen behandlede en enslydende klage over Danish Crown.

Læs også