Tag på tur til fortiden på årets Fortidsmindedage

Fra dødemandsbjerge ved Blåvandshuk til middelalderborg i Frederiksdal. I weekenden kan du dykke ned Danmarks fortid, når 18 arkæologiske museer over hele landet inviterer til Fortidsmindedage.

Traditionen tro byder april måned på spændende historier om Danmarks fortid på årets Fortidsmindedage, der finder sted i weekenden den 20.-21. april. Her inviterer 18 arkæologiske museer til en række arrangementer, der giver en unik mulighed for at opleve vores fælles kulturarv helt tæt på.

Du kan blandt andet komme forbi nogle af landets særlige gravhøje. Hvisselhøj ved Brovst, hvor arkæolog Thomas Rune Knudsen fra Nordjyske Museer tager besøgende med på rundtur i jættestuens indre og fortæller om ingeniørkunst i verdensklasse, der er flere århundreder ældre end de egyptiske pyramider.

Og Øm Jættestue i Lejre, hvor museumsinspektør Emil Winther Struve og museumsinspektør Cille Krause fra ROMU giver et indblik i restaureringen af det cirka 5.000 år gamle gravmæle.

Vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen Sidsel Nordengaard, ser frem til en weekend med fokus på fortidsminderne.

- Danmark gemmer på en masse fantastiske fortidsminder. Det er derfor glædeligt at de arkæologiske museer stiller op og giver mulighed for at komme helt tæt på vores kulturarv og de fortællinger, der knytter sig hertil, siger hun.

Der kan findes information om alle arrangementerne på kultunaut.dk.

Fortidsmindedage

Fortidsmindedage er en landsdækkende begivenhed, som arrangeres af de danske arkæologiske museer i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen.

Formålet er at invitere danskerne ud i by og land for at øge kendskabet til og interessen for danmarkshistorien gennem besøg på landets fortidsminder.

Fortidsmindedage blev afholdt for første gang i 2016.

Læs også