I 2024 var der en del tilfælde af sygdommen Bluetongue, som ramte kvæg-, fåre- og gedebesætninger - især i den sydlige del af Danmark.

- Sygdommen hører til blandt de smitsomme og spredes via en mitte, der er et lille bidende insekt på 1-2 mm. Smitten forventes at være til stede i Danmark i foråret 2025, lyder det fra Laurits Rasmussen, ansvarlig for kvægudstillingen på Det Fynske Dyrskue.

Han fremhæver, at screeninger af danske besætninger viser, at der findes antistoffer i op til 90 procent af de undersøgte kvægbesætninger.

- Det Fynske Dyrskue anbefaler, at besætninger, som vil udstille på dyrskuet i 2025, vaccinerer alle vaccinationsegnede dyr. Snak med dyrlægen desangående. Vaccinationen skal foretages to gange med tre ugers mellemrum. Der kan forventes, at der vil være skærpet opmærksomhed på sygdomstegn i forbindelse med dyrlægernes indsyning af dyr til dyrskuet. Syge dyr vil blive afvist, understreger han.

Bluetongue

Symptomerne du skal holde øje med er:

  • væskeansamlinger i læber, på mule og ører
  • høj feber
  • nedstemthed
  • betændelse
  • sårdannelse på slimhinderne i mundhulen, især på tandpladen

Andre symptomer på bluetongue kan være:

  • halthed som følge af betændelse ved kloven
  • hævede røde patter
  • næseflåd
  • øjenbetændelse
  • blåfarvet tunge - heraf navnet. Blåfarvningen ses dog oftest hos får

Drægtige køer, der bliver inficeret, kan abortere eller føde deforme kalve. Der ses også tendens til dårligere reproduktion. Hos kreaturer er sygdommen sjældent dødelig, men en dødelighed på op til 30 procent er rapporteret hos får.

Kvæg