Premium Kvier åbnes for flere dyr uden krydsning
Renracede kvier kan fra nytår udløse tillæg i Danish Crown-koncept, hvis marmoreringen er høj nok.

Renracede kvier kan fra nytår udløse tillæg i Danish Crown-koncept, hvis marmoreringen er høj nok. Arkivfoto
Fra det nye år udvider Danish Crown Beef konceptet Premium Kvier. Fremover er krydsning med kødkvæg ikke længere et krav, hvis dyret kan levere en marmorering på minimum Medium.
Ændringen betyder, at flere landmænd kan få adgang til tillægget uden at ændre avlsstrategi.
Ifølge Danish Crown Beef handler justeringen om at sikre den kvalitet, kunderne efterspørger.
- Vi vil gerne have flere kilo end i Premium Kvier, og marmoreringen er det, der efterspørges blandt kunderne. Med de data vi har fået fra vores marmoreringsscanning, kan vi se, at de renracede dyr potentielt kan levere ligeså meget marmorering, som de krydsningskvier, der indtil nu har udgjort konceptet. Derfor udvider vi nu, så alle kreaturer, der leverer en Medium marmorering, vil indgå som Premium Kvie, siger Flemming Hølmkær, ejerkonsulent i Danish Crown Beef Ejerservice, i et nyhedsbrev.
Landmænd, der allerede leverer krydsningskvier til Premium Kvier, bliver ikke ramt af nye krav.



































