Igen i år er det muligt at søge tilskud til permanent ekstensivering, og satserne kan være høje – helt op til 82.500 kroner pr. hektar. Men ordningen er forbundet med både tinglysning og en række forpligtelser, som kan få betydning for ejendommen og dens økonomi. Derfor kan det være en god idé at få rådgivning, inden man tilmelder arealer.

Det fortæller Frederik Ingwersen, rådgiver i natur og arealer i Velas.

Han opfordrer lodsejere til at være særligt opmærksomme på, hvad det konkret betyder, når et areal først bliver omfattet af ordningen.

- Hvis et areal bliver en del af ordningen, bliver det konkrete areal tinglyst som permanent ekstensiveret. Det kan have betydning for jordprisen ved et eventuelt salg, og derfor skal du være sikker på, at ordningen giver mening for dig, anbefaler han.

Tilskuddet afhænger af arealet og historikken

Hvis man søger tilsagn i 2026, afhænger tilskudssatsens størrelse dels af, hvor arealet ligger, og dels hvilke afgrøder, der tidligere har været på arealet.

Hvis man har kulstofrige landbrugsarealer og landbrugsjord med potentiale for vådområdeprojekter, kan man få 82.500 kroner pr. hektar for omdriftsjorder og 35.500 kroner pr. hektar for permanente græsarealer.

Hvis man har landbrugsjord i vandoplande med et stort kvælstofindsatsbehov, men hvor der ikke er kulstofrige landbrugsarealer, og hvor der ikke er potentiale for at etablere et vådområde, kan man få 59.500 kroner pr. hektar for omdriftsjord og 27.000 kroner pr. hektar for permanente græsarealer.

Kan påvirke salgsværdi og handlemuligheder

Netop fordi ordningen har langsigtede konsekvenser, er det vigtigt at kende forbeholdene, understreger Frederik Ingwersen.

Når et areal bliver tilmeldt permanent ekstensivering, bliver det tinglyst, og det gælder fremadrettet. Det kan påvirke både salgsværdi og handlemuligheder.

Samtidig er der en vigtig pointe, som flere lodsejere ifølge Velas overser.

- Derudover vil der i tinglysningen også blive indskrevet, at hvis arealet, hvorpå du har søgt ordningen, senere bliver en del af et vådområdeprojekt, kan du som ejer ikke takke nej til at være med i det konkrete projekt, siger han.

Derfor bør man tænke ordningen ind i både ejendommens udvikling og den langsigtede strategi, før man søger.

- Ordningen kan altså tænkes at have en række økonomiske konsekvenser, og det skal du tænke med ind, inden du eventuelt tilmelder arealer til ordningen. Derfor kan der være sikkerhed i at opsøge rådgivning om permanent ekstensivering, understreger Frederik Ingwersen.

Det er muligt at søge frem til den 22. april 2026. Som nævnt bliver tilmeldte arealer tinglyst som permanent ekstensiveret. Beløbet for ekstensiveringen udbetales som et engangsbeløb.

Her er reglerne, du skal kende

Hvis du tilmelder arealer til permanent ekstensivering, skal du være opmærksom på en række centrale krav:

• På arealer med permanent ekstensivering kan man kun søge grundbetaling, Ø-støtte og Pleje af græs og naturarealer - og kun hvis man lever op til kravene i de ordninger.

• Det er ikke muligt at søge om permanent ekstensivering i byzone og sommerhusområder.

• Arealerne må ikke jordbearbejdes, gødskes eller sprøjtes - det bliver tinglyst på arealet, så det gælder permanent.

• Der må ikke fodres på arealet, og overgræsning skal undgås.

Kilde: Velas

Kvæg