Landets højest ydende besætninger

Det er igen Anderstrup Holstein fra Himmerland, som har landets højeste ydelse - 16.481 kg EKM og 1.226 kg fedt plus protein. Men også en række andre mælkeproducenter gør sig bemærket i årsberetningen fra RYK.

Niels Erik Haahr er en af kræfterne bag Anderstrup Holstein, som igen i år har landets højeste ydelse. Arkivfoto: Tenna Bang

Ydelsesresultatet for 2020-2021 blev 834 kg fedt plus protein. Sådan indleder direktør i RYK, Niels Henning Nielsen, sin beretning om ydelseskontrollen 2020-2021.

Resultatet er en fremgang på 6 kg værdistof sammenlignet med året før. Ydelsen er steget med 50 kg mælk, og en gennemsnitlig driftsenhed i Danmark har nu en ydelse på 11.092 kg EKM.

- Sammenligner vi os med andre lande med lignende struktur, er det også her en høj ydelse, siger Niels Henning Nielsen i beretningen.

Der er 130 færre driftsenheder end sidste år, mens antallet af køer er faldet en anelse. Der har de seneste 15 år været godt en halv million malkekøer i Danmark, et tal som har ligget nogenlunde stabilt. En gennemsnitlig driftsenhed har 236 køer.

- Gennemsnitsstørrelsen er på blot fem år steget med cirka 20 procent eller cirka 40 køer, konstaterer direktøren.

RDM

Omkring 90 procent af de danske malkekøer er med i ydelseskontrollen.

Der har været 79 RDM-driftsenheder med i gennemsnit 157 køer og en ydelse på 10.407 kg EKM.

Øverst på listen over højtydende RDM-driftsenheder er Palle Bæk Jensen, ligesom sidste år. Han har 140 årskøer ved Bindslev i Vendsyssel. Besætningen har ydet 916 kg fedt plus protein, hvilket er seks kg over nummer to på listen, Flemming Pedersen, som har 506 årskøer ved Fjerritslev. Nummer tre på listen er Jacob Serup Pedersen, hvis 402 årskøer i Aarup på Fyn har ydet 905 kg fedt plus protein.

- Der er fem driftsenheder over 11.000 kg EKM. Højeste fedtydelse er 498 kg. Der er ni styk på 400 kg protein og derover, og højeste proteinydelse er 436 kg protein. De 900 kg fedt plus protein passeres af seks landmænd med 916 kg som det højeste. Én landmand opnår over 12.000 kg EKM, lyder det fra Ole Kjærsgaard i RYK-årsberetningen. Han er afdelingsleder i RYK Midt-Nord.

Holstein

Der har været 908 holstein-driftsenheder med i gennemsnit 217 køer og en ydelse på 11.442 kg EKM.

Den ydelse sprænges i den grad af landets højtydende Holstein-driftsenheder. Øverst ses Anderstrup Holstein med en ydelse på hele 16.481 kg EKM. Besætningen rummer 597 årskøer ved Skørping i Himmerland og opnår 1.226 kg fedt plus protein.

Som nummer to, også en genganger i toppen, er Bjarne Vestergård Hansen. Han har 197 årskøer ved Spjald i Vestjylland og har opnået 1.144 kg fedt plus protein.

Tredjepladsen snuppes af Espen Agger fra Lemvig med 336 årskøer, som har ydet 1.125 kg fedt plus protein.

Det er også værd at bemærke, at Anderstrup Holstein har 23 køer ud af 57 på listen over Danmarks højtydende holsteinkøer. For at komme på listen skal den enkelte holsteinko have opnået 1.540 kg fedt plus protein.

- Anderstrup Holstein, Skørping, topper også her listen med en SB Silver-ko med 22.331 kg mælk og 1.863 kg fedt plus protein, svarende til imponerende 24.586 kg EKM, skriver Lone Sode Bergmann, afdelingsleder ved RYK Syd-Øst og Lars Fast Hansen, som er konsulent ved RYK. Anderstrup tager også tredjepladsen på denne tabel med en Balisto-datter, som er med på listen for fjerde år i træk.

Jersey

Der har været 230 jersey-driftsenheder med i gennemsnit 232 køer og en ydelse på 9.911 kg EKM. Toppen, med de højtydende jersey-driftenheder, bliver snuppet af fynboer.

Øverst Anders Peder Bang fra Ejby. Han har 161 årskøer, som har opnået 952 kg fedt plus protein. Nummer to på listen er Palle Bjerggaard Hansen, som har 254 årskøer i Ullerslev, der har ydet 926 kg fedt plus protein. På en delt tredjeplads er Niels Ulrik Andersen fra Nørre Aaby. Hans 429 årskøer har ydet 917 kg fedt plus protein. Det samme resultat er nået hos 437 årskøer i Brønderslev i Vendsyssel hos I/S Alstrup.

- En driftsenhed er over 9.000 kg mælk. Højeste fedtydelse er 540 kg. Én driftsenhed opnår mere end 400 kg protein. Der er ni driftsenheder, der opnår mere end 900 kg fedt plus protein. En enkelt opnår mere end 12.000 kg EKM, lyder det fra Ole Kjærgaard, afdelingsleder i RYK Midt-Nord.

Krydsninger og blandede besætninger

Der har været 887 blandede driftsenheder med i gennemsnit 265 køer, som yder 10.872 kg EKM.

Øverst på listen er Lars Remme Larsen fra Sørvad. Hans 211 årskøer har opnået 1.082 kg fedt plus protein. Nummer to på listen er I/S Højvanggaard fra Holsted. Her har de 123 årskøer nået 1.007 kg fedt plus protein. Jan Mogensen fra Videbæk bliver nummer tre. Hans 541 årskøer har ydet 1.006 kg fedt plus protein.

Der har været 28 driftsenheder med krydsninger. De har i gennemsnit haft 226 køer, som yder 10.426 kg EKM.

Øverst på listen over de højtydende krydsnings-driftsenheder finder man Karsten Weinkouff, som har 342 årskøer nord for Hjørring. De har opnået 971 kg fedt plus protein. Nummer to er 242 årskøer fra Hobro, som ejes af Frank Bundgaard Bjørn. De har opnået 890 kg fedt plus protein. Nummer tre på listen er Kim Ellebæk Hansen fra Middelfart. Han har 198 årskøer, som har opnået 859 kg fedt plus protein.

Rummer alle 

RYK har eksisteret siden 2003, hvor hovedparten af de danske kontrolforeninger gik sammen. Senest har Nibeegnens Kontrolforening tilsluttet sig RYK. Det skete i sommer – som den sidste i rækken og 126 år efter, at den første kontrolforening blev dannet.

Driftsbestyrelsen i RYK besluttede tidligere i år at anbefale et samarbejde med VikingDanmark. En anbefaling, som fra 2022 er en realitet.

Læs også