CO2-afgift med store konsekvenser for de små landbrug

En kommende CO2-afgift kan få voldsomme konsekvenser for de små landbrug, mener Jens Thaysen, der ejer og driver et mindre deltidslandbrug med kødkvæg i Østjylland.

Jens Thaysens besætning består af omkring 20 dyr – primært ammekøer. Foto: John Ankersen Jens Thaysen med tyren tyren »Stenbjerg Uno PP«. Homozygot pollet- Alle kalve efter ham vil blive hornløse også ved hornet køer. Fransk afstamning: Far: Mars PP – En af de bedste pollede tyrer i Frankrig. Årsvægt: 709kg. Kåret med 91 i helhed. Tyren er med i forbindelse med den kommende Limousine-avlsdyrauktion, der lørdag den 23. marts afholdes i Brørup. Foto: John Ankersen

I Sattrup nær Østbirk ved Horsens er det en landmand med passion for Limousine-kødkvæg, der hver dag går ud og passer og plejer de godt 20 dyr i stalden.

Jens Thaysen er til daglig underviser på Bygholm Landbrugsskole, og en stor del af fritiden bruges sammen med familien på kødkvægbesætningen, der primært består af ammekøer.

Men snakken om en kommende CO2-afgift, der med offentliggørelsen af Svarer-rapporten for nogle uger siden nu er blevet konkretiseret, vækker i den grad bekymring hos den østjyske landmand.

For det vil kunne mærkes både for ham selv, men også for det omkringliggende lokalsamfund, hvis en CO2-afgift pålægges.

- Mindre producenter som mig, bidrager til livet i landdistrikterne. Jeg har plantet blomsterstriber og har anlagt trampesti og fredskov. Det var alt sammen ikke blevet til noget, hvis jeg ikke var hér, fortæller Jens Thaysen, der derfor har et klart ønske til den trepart, der nu går i gang i forbindelse med Svarer-rapporten.

- Jeg håber på, at biodiversitet kommer til at spille en rolle i treparten. Det skal være en del af det, siger Jens Thaysen, der ser en afgift uden nogen kompensation som værende alvorlig for kødkvægbruget.

- Jeg tror at det vil blive svært at finde krydsningskalve fremadrettet, uddyber Jens Thaysen, der tror på ammekvæg til afgræsning.

Samtidig så han gerne at man så på undersøgelser og beregninger der har vist, at eksempelvis ammekvæg ikke udleder mere over tid, end græsmarker, der gror.

Fremtidige konsekvenser

Jens Thaysen understreger, at han hverken er slagtekalveproducent eller økolog.

- Jeg har ammekøer, da jeg brænder for avlsfremgang, reproduktion, sporten i avlen og dyr der vokser mere på mindre – og i det hele taget se noget vokse og gro. Jeg er ikke økologisk men konventionel på grund af gødning og sprøjtning, der gør, at jeg kan producere mit eget foder bedre, forklarer Jens Thaysen.

Jens Thaysen sælger selv sit kød via nettet, og han ser kun to muligheder, hvis han pålægges en CO2-afgift uden kompensation.

- Så må jeg enten håbe, at mine kunder vil betale mere for kødet, ellers vil det komme til at betyde færre dyr, fastslår Jens Thaysen, der samtidig noterer sig, at det vil betyde at de investeringer han gennem tiden har foretaget i bæredygtig produktion – blandt andet en ny stald til 1,5 millioner kroner, vil være mere – om ikke spildte – så i hvert fald svære at tjene hjem igen.

Limousine kødkvæg

Jens Thaysen har kødkvæg af Limousine-racen og er med i Dansk Limousine Forening

Foreningen er aktiv året igennem på dyrskuer, auktioner, arrangementer og events over hele landet

Næste arrangement er den årlige avlsdyrsauktion

Lørdag den 23. marts afholdes der avlsdyrsauktion med 60 dyr fra 24 besætninger fra hele landet. Det sker på Markedsvej i Brørup fra kl. 12.30 – dørene åbnes kl. 10.

Læs også